Historier fra de varme lande.

 Så er der afgang.

af

Søren Lyhne 

Historierne er blevet mig fortalt, til megen moro for sine omgivelser, enkelte er oplevet, og jeg har groft overdrevet dem alle for at fremme forståelsen. Enkelte må man have lidt/meget maritim indsigt i for at forstå.

Alt vel herfra

Hils omkring

Søren Lyhne
2001

 

 

Tak til min fætter, degn Anton Lyhne, der har ageret som sprogforenkler og stavekontrollør.
Tak til kaptajn Svenning Bjerregård for tegningerne.


  Forord

At komme i stue med min fætter er altid forfriskende. Energi, stort grin og en god historie, det kan man være sikker på.
Og sikke nogle historier!
Mit syn på livet blandt søens folk vil altid være farvet af Sørens skrøner, og de gør det bestemt ikke kedeligere!

Det er en fornøjelse at læse hans historier på tryk, men jeg har jo også den fordel, at jeg kan høre ham fortælle i mit indre øre.
Jeg er sikker på, at alle andre også kan mærke hans store lune og hans gode grin bag historierne.

God fornøjelse - og læs nu ikke dem alle sammen på én gang!


Anton Lyhne

 

 

  Indholdsfortegnelse.

  1.  Jes og alligatoren
  2.  
Fortøjningen
  3.  
Dorthe Skovs navneforandring
  4.  
Andepluk
  5.  
ØK passager
  6.  
Min første udmønstring
  7.  
Tåge over Den engelske Kanal
  8.  
Min første jul til søs
  9.  
Høkeren og gasflasken
10.  
På værtshus i Japan
11.  
2 gæs på et bord
12.  
Bil og svømmetur i Godthåb

13.  Mors søsyge, Skagen lodsstation 1975
14.  
Sirenesang i Middelhavet
15.  
Den evige flamme
16.  
Vekselkurser i Hong Kong
17.  
Algierske sardiner
18.  
Hjem og måske giftes
19.  
Bådsmandens lukaf
20.  
Gasning i Korea
21.  
M&M
22.  
Kaptajnens maskine, havfiskeri
23.  
Styrmandens fornøjelse
24.  
Møllen ved Fjaltring 

 

 Til forsiden   

 Billederne i større størelse:

 Jeg tror at overskriften  ”Troværdige løgnehistorier” er meget rammende

 

 Jes og alligatoren


Jes var skibets superelev. Sønderjyde af sprog og rang. Ærgerrig over for sit arbejde og lige så nærig, når vi var på værtshus.
M/S 'Heering Elsie' af Kjøbenhavn lossede forskelligt stykgods
1 i en mellemamerikansk bananrepublik, da Jes sammen med matros Jensen skulle male skibets navn og hjemsted op ude agter2 .
Matros Jensen, med fast adresse i Bådsmandsstræde, København, var af den opfattelse, at Jes burde lære, hvorledes man benytter en bådsmandsstol.
Udrustet med maling og pensel, blev han firet ned med capstanden
3 , indtil skibets navn var ud for ham. Aftalen var, at Jes skulle råbe højt, når der skulle fires mere tov af, således at hjemstedet under neden kunne nås.
Matros Jensen fik sat nogle ekstra tørner omkring capstanden og forhalede sig hen i skyggen ved kabysdøren. Kokken om bord var en særdeles selskabelig person, der ivrigt delte ud af livets sociale glæder på  håndbajerniveau.
Efter ca. 4 håndbajers tid for en dansk kok og matros af højeste karat, råbte Jes. Matros Jensen firede på tovværket, der holdt bådsmandsstolen. Under nedturen kiggede Jes forsigtig ned og fik pludselig øje på en lille alligator, der lå og solede sig på toppen af roret. Igennem Jes's sønderjyske hoved fløj fortællinger om menneskeædende nilkrokodiller, og han råbte nu meget højt.
Matros Jensen opfattede råbene, som om der ikke var firet nok af, og stak mere tovværk ud. Jo nærmere Jes kom alligatoren, des højere råbte han, og  jo mere blev der stukket ud på tovværket.
Til alt held opdagede denne yderst opmærksomme kok, at matros Jensen ikke havde mere tovværk, og at tampen var nået.  
Da gik det op for matros Jensen, at der var noget rivende galt. Han var i færd med at give Jes buksevand. Alligatoren var skræmt væk af Jes's råben, den forsvandt allerede, da han var halvvejs nede.  
Matros Jensen fik startet capstanden og halet Jes på dæk. Våd og forskrækket fortalte han nu om sin grufulde oplevelse.

Historien gik videre op igennem skibet, for til sidst at give Skipperen supertanker4 nykker. Alligatoren havde på vejen øget sin størrelse til en nilkrokodille og med adskillige alen i længden.

 

 


Fortøjningen
I en lille Mexicansk havn

M/S "Heering Lotte" af Kjøbenhavn var på vej ind til en lille mexicansk havn. Trækajen var af ældre dato, fra spaniolernes kolonitid, som skipperen ville have udtrykt  det.
På kajen stod toldere, farisæer, agenter, havnearbejdere og nysgerrige piger fra by og opland. Det var jo ikke hver dag, der kom skib til havn. Havnekaptajnen var allerede ankommet i sin nyerhvervede brugte amerikanske limousine. Blankpoleret af  byens børn for en køretur.
Skibet styrede nu mellem molerne og lagde roret
let bagbord over, således at man styrede direkte mod kajen. Et par skibslængder før kajen, slog skipper bak på maskintelegrafen. Men maskinen ville bare ikke bakke den dag. Stemplerne havde uheldigvis stillet sig på det døde punkt.
Havnekaptajnen sad stadig i sin limousine, da skibet tørnede kajen. Aldrig før havde man set en havnekaptajn bevæge sig så  hurtigt, som da han øjnede et katastrofalt havari på den blankpolerede nyerhvervede amerikanske limousine, og han måtte i hast forhale
5 fra sit kæreste eje. Han måtte have vidst, at den ikke ville starte første gang, for ellers ville han nok bare have bakket "kareten" tilbage, hvor den kom fra.
Skibets stævn pløjede nu igennem den møre og rådne kaj, delte havnekaptajnens karet i to, smed den ene halvdel i havnen og satte den anden halvdel nogle ekstra meter ind på trækajen. Nu knagede træværket, det ydede på et tidspunkt en vis elasticitet og skubbede skibet ud i havnebassinet igen.
Kaptajnen fik nu sat råberen for munden og råbte til overstyrmanden ude på bakken:
"Fik De en fortøjningstrosse sat i land?"

arrow4_u.gif 

 

 


M/S Dorte Skovs
navneforandring

Yokohama, engang sidst i tresserne.

M/S “Dorthe Skov” var en af de hvide svaner fra rederiet Ove Skov.
Skibet lå i Yokohama og lossede en partslast  fra Sydamerika. Forholdene i Ove Skovs skibe var meget fine, og da de sejlede mellem de gode havne, var de meget eftertragtede for søfolkene. De blev også om bord længere end overenskomsten foreskrev. Man fik om bord følelsen af, at skibet var ens hjem, og forsvarede selvfølgelig dets omdømme med næb og klør.
Skæbnen ville, at M/S “Heering Kirse”, også kaldet “Østens Perle”, en almindelig onsdag morgen fortøjede hæk mod hæk tæt agten for “Dorthe Skov”.
Når 2 danske skibe ligger tæt på hinanden, udveksles der mange drillerier.
Som sædvanlig skulle navn og hjemsted opmales, når skibet lå i en havn med dansk generalkonsul. Agterspejlet skulle have den helt store omgang, mente bådsmanden.  Matroserne riggede stillinger
6 til, og udrustet med maling, ruller og pensler begyndte de på arbejdet.
Ovre fra Dorthe Skov kom besætningen med gode “råd”, og  der blev ikke lagt fingre imellem, skulle jeg hilse at sige.  Det blev dog på et tidspunkt bådsmand Henry “Hønsetyv” for meget.
Her skal jeg lige indskyde, at “Dorthe Skov” stod med sorte bogstaver på hvid baggrund, og “Heering Kirse” stod med hvide bogstaver på kirsebærrød baggrund.
Tiden nærmede sig fyraften, og matroserne fra “Dorthe Skov” indfandt sig til almindelig fransk klatvask forinden landlov.
”Hønsetyven” bandt herefter 3 kosteskafter sammen og for enden en pensel. Penslen blev dyppet i hvid maling, hvorefter ¾ dele af halvmånen i D (i Dorthe) blev overmalet.
Næste morgen skulle “Dorthe Skov”s  kaptajn aflægge skipperen om bord på “Heering Kirse” en høfligheds-visit. Han indfandt sig da om bord rundt kl. 1000, idet han forinden have ladet sig forvisse om, at man om
bord stadig havde et rigeligt lager af Rød Aalborg og Riga Balsam. Kaptajnen forlod dog først “Heering Kirse”, efter at flasken var tom, og takkede Skipperen for den gode beværtning.

På kajen betragtede han de to dannebrogsflag, der vajede så tæt på hinanden, at det lignede en dansk sommer i kolonihaveforeningen. Pludselig fik han øje på sit eget skibs navn: “Lorthe Skov”.

Kaptajnens besætning blev nu tørnet til midt i den efter deres mening velfortjente eftermiddagssøvn, idet aftenens og nattens eskapader havde taget hårdt på deres kræfter.  Stillinger, maling og pensler røg ud over hækken samt et par matroser for opmaling af “Dorthe Skov”.
Til megen moro for besætningen om bord på “Heering Kirse” var det nu deres tur til at give gode “råd”.

 

arrow4_u.gif 

 

 


 Andepluk.
Kogtved Søfartsskole 1973

En søfartsskole er for søfarende, hvad en teknisk skole er for tømrerlærlinge, elektrikerlærlinge og andet godtfolk, der ønsker en uddannelse.
 Kogtved Søfartsskole i Svendborg, med udsigt ned over Svendborg sund, er et af landets ypperste. Daværende ejer, rederiet J. Lauritsen, havde erhvervet de allerbedste lærerkræfter, der kunne skaffes, for så få penge som muligt; for med jobbet som lærer på skolen fulgte prestige, god social status og et godt ”renommé” i ens omgangskreds, men sjældent en ordentlig løn.

Hovmesteren var nok den bedste til at få lønsomhed ud af jobbet. Han blev overdraget en sum penge pr. person pr. dag for at holde os ved kost.

En tidlig morgen, da vi returnerede fra vores daglige 5 km løbetur mellem kl. 0615 og 0645, opdagede vi 20 stk. levende ænder, der skvadrede i en lille indhegning tæt ved kabyssen.
Efter at have været i bad, linede vi op kl.  0655, og snakken gik lystig om hvordan, hvornår og hvorledes ænderne var kommet til Kogtved.
Var der nogen, der tog gas på os, eller havde en drillepind været på spil ???
Men det skulle nu snart blive opklaret.
Under morgenmaden fortalte hovmesteren, at middagen stod på stegt and. Han var af den opfattelse, at kokkeeleverne skulle lære faget fra bunden.
Nu forstod vi bedre: "Høkeren" havde været på landet dagen før og havde fået tilbudt nogle udhungrede og usælgelige juleænder, som en eller anden "krejler" ikke kunne afsætte her i februar måned.
Til favorabel pris, selvfølgelig!
"Høkeren" forestod selv aflivningen efter maskinmesterens og bådsmandens anvisninger.

Øksen blev af mester slebet jævnligt under denne proces.
Derefter fulgte det sjoveste, jeg længe har set:
De døde ænder skulle plukkes. Kokkeelever er et sjovt folkefærd med tendens til socialt samvær over næsten ingenting.
Alle kokkeelever sad og smed fjer og dun i hovedet på hinanden. Uden for kabyssen sås "Det stockholmske Blodbad" tilsat en mængde fjer og dun.  
Desværre havde hovmesteren ikke taget vejret i betragtning, og da man var halvvejs med plukningen, satte en silende regn ind.
Ænder, plukkede og endnu ikke plukkede, samt kokkeelever forhalede nu ind i kabyssen og fortsatte deres forehavende.
Pludselig stod veterinærmyndighederne og bankede på kabysdøren. Desværre for hovmesteren havde han også glemt at kigge i kalenderen. Ud for dags dato stod:
"Veterinærmyndighederne aflægger skolen et besøg".
Middagsmaden blev udsat med en time, og i al hast ændret til frokost. Veterinærmyndighederne havde lukket ”butikken” og fik af forstanderen et under-visningslokale stillet til rådighed.
Til undervisning i kabyshygiejne.

 arrow4_u.gif

 


ØK passager
For mange år siden, da Rederiet ØK sejlede med passagerer.

Det var dengang, ØK sejlede liniefart mellem Kjøbenhavn og Fjernøsten. Passagererne var som regel velhavende personer, der ønskede at opleve verden uden stress og jag.
Om bord på skibet stod alle på stikkerne for dem. Hver morgen, medens der blev serveret morgenmad i salonen, blev teaktræsdækket på passagerdækket hvidskuret. En evt. lille antydning af rust blev omgående fjernet, var lakken på teaktræslønningen revnet, blev det straks slebet i bund og omlakeret.
Man gjorde i det hele taget alt, for at passagererne skulle anbefale rederiets drømmerejse, for på den måde at spare på reklamerne.
Det hændte da også engang imellem, at passagerer med en lidt ydmyg finansiel status indfandt sig iblandt klientellet. Disse blev så sandelig også behandlet med respekt, idet de havde brugt hele deres opsparing på en sådan rejse i modsætning til visse andre.
Passagererne havde deres egen messedreng til rådighed for servering og rengøring. Han pudsede og polerede overalt, hvor passagererne befandt sig, for jo mere aktiv han var, jo flere drikkepenge faldt der af.

Messedreng Brian var forhyret om bord. Han havde ikke skiftet hyre i lang tid og var efterhånden avanceret til messemand igennem årene. Han klarede alle gerninger på den halve tid. Altid iklædt varmt tøj, således at sveden kunne springe fra panden, såfremt Kaptajn eller Hovmester skulle vise sig.

På denne rejse var der to passager på bryllupsrejse. De havde fået rejsen som gave, men lommepengene måtte de selv sørge for. Den havde Brian luret, for de vaskede selv deres tøj, redte deres egen køje og gjorde selv rent i kahytten.

Dagen før passagererne skulle afmønstre, gik Brian ind til dem med to 100$ sedler. Aftalte, at de skulle stå først i køen ved faldrebet og give ham  den ene seddel tilbage, medens alle de andre passager så på.

Brian var en meget velhavende person efter ankomsten til Kjøbenhavn, idet ingen af de andre passager ville lade sig noget høre bagefter.

arrow4_u.gif

 

 


 Min første udmønstring
Tilbury docks sommeren 1973.

Mor og Jenny havde fulgt mig til lufthavnen i Karup. Jeg husker tydelig Jennys tårer, da hun tog afsked med mig, og mor, der forsøgte. (Hun må have været glad for at slippe af med mig.)  Jeg havde (som sædvanlig) sommerfugle og rejsefeber i maven, for det var første gang jeg skulle ud at flyve. SAS-flyveren  kørte langsomt ud af banen for pludselig at gasse helt vildt op. Da skal jeg nok indrømme, at jeg gerne ville hjem igen. Men heldigvis kom det ikke så langt, for så var man nok endt på Thyborøn-Agger-færgerne, Doverodde-overfarten eller endnu værre … Fanø-overfarten!!
For oven over skyerne skinner solen jo.  Og det var dengang en behagelighed at kunne flyve på arbejde, nu om dage er der mindre plads i flyverne end i en esbjergensisk bybus.
Jeg skiftede flyver i Kastrup Internationale lufthavn og mødte nogle af mine kollegaer, der også skulle mønstre efter endt afspadsering og ferie.
I London ventede der en engelsk taxa på at føre os gennem den tætteste trafik, jeg nogen sinde har oplevet. Jeg vil vædde 2 kolde på, at det var med overlæg, at han kørte den vej, for taxameteret var løbet rundt et par gange, inden vi nåede Tilbury Docks.  Da vi stod ud af taxaen, fik vi vores bagage, og på vej mod gangvejen observerede vi 3 hårdt sårede og beskadigede personer, den ene mere indbundet end den anden, på vej ned ad gangvejen. De andre hilste høfligt på dem og fortsatte op ad gangvejen. Jeg fik anvist et lukaf og nænnede ikke at pakke ud, for mor havde pakket kufferten så pænt, at den stod i nogle dage, inden det blev de andre for meget at se mig i det samme tøj hver dag.
Da jeg senere mødte den vagthavende 1. styrmand spurgte jeg ham:
”Hvad var det for en ulykke, der havde været om bord, siden  3 mand så forbundet gik fra borde?”
”Ulykke? Nej, der havde skam ikke været nogen ulykke om bord!”
”Nååå ???? Øhh, hvad så?”
Næ, det var såmænd kokken, der havde glemt at låse til pantry’en
7, så der var fri adgang til knivene.
Der gik uger, inden at jeg sov for ulåst dør om bord.

 
Epilog:
Det skal dog hertil siges, at jeg blev mægtig gode venner med Tømreren om bord. Han var basker fra Santa Dèr og havde ligesom de resterende matroser om bord aftjent sin værnepligt i den spanske fremmedlegion i det dengang Spansk Sahara. Ingen af dem vejede under 130 kg, målt i rå muskler. Jeg forstod ikke et kuk af, hvad de sagde, men lærte en masse godt sømandskab, som jeg har stor glæde af selv den dag i dag.

arrow4_u.gif 

 


Min første jul til søs
Syd for Azoerene

Det var året 1973, vi havde lige afleveret et ladning hvede fra Canada i England.
Afgik for ordre mod Key West, da vi kom ud af Den engelske Kanal brød en brandstorm ud.
Når jeg var på søvagt, havde jeg min faste plads ved vejrkortsmodtageren, for så kunne jeg da ikke lave noget galt, idet vejret var på den forkerte side af styrke 10. Men, men, men … vejret tog bare til og kaptajnen satte kursen yderligere sydover med håb om at vejret var bedre dernede.
Vi sejlede ikke ret stærkt, ca. halv kraft på maskinen. Skibet var i ballast
8, og arbejdede som en prop på vandet. Rullegardinet på kammeret stod ind imellem i en vinkel på 45º ud fra karmen. Blomsterne ville ikke rigtig gro; når de faldt på dørken, mistede de en smule jord hver gang.
Rengøring var umulig, støvsugeren opførte sig som en legesyg hund, tog man endelig en pøs vand, skulle man ikke vende den ryggen, for så var den væltet.
Frisk luft var der nok af udenfor, så meget, at kaptajnen nægtede os adgang til dækket, fordi vi kunne enten blive skyllet eller blæst over bord.
Den 24. december over middag tog vi mod til os og begyndte at pynte juletræet. Men ak og ve.
Det væltede hele tiden, indtil en af matroserne bandt det fast i dækket oven over os. Nu væltede det da i det mindste ikke, men man skulle passe på ikke at kigge for meget på det, for så blev man søsyg, sådan som det svingede frem og tilbage.
Endnu værre stod det til ude i kabyssen. Her stod kokken og kæmpede med suppen, 12 nøgne døde ænder, risengrød, der senere skulle blive til ris a’ la mange, og en søsyg koksmat.
Hovmesteren havde varskoet kokken, at han agtede at få sig noget søvn forinden den anstrengende juleaften.
Klokken var nu blevet hen ad 1830-tiden, og skibet drejede en kende styrbord over, og man fik nu læ af øen San Miguel.
Skibet lå nu næsten helt roligt på søen. I al hast kom der gang i borddækningen, og kl. 1900 var der bakket op til den store julefest.
Vi startede med en mexicansk chilisuppe, der lige skulle tage det værste fra smagsløgene, såfremt tilberedningen af ænderne ikke skulle lykkedes. Hvilket den dog gjorde, takket være de rolige forhold, kokken havde, medens vi spiste suppen.
Mandelgaven tilfaldt, som sædvanlig, 1. skibsmaskinmesteren, der som altid havde en aftale med hovmesteren om at lægge mandelen i den sidst serverede skål.
Efter ca. 2 timers hyggeligt samvær forlod kaptajnen messen og gik op på broen og fortsatte sejladsen forbi øen San Miguel og ud i det hårde vejr uden hensyntagen til, om der var vasket op,  søklaret i messen eller gjort bakstørn
9 .

arrow4_u.gif 

 

 


 Høkeren og Gas flasken
La Specia 1973


Vi oplevede et herligt efterår i La Specia.
Vejret var ualmindelig mildt, og da havnearbejderne havde fyraften og lugerne lukket for natten, gik vi som regel en tur langs strandpromenaden inden aftensmaden.
Under en af disse ture havde hovmesteren (Høker Hængelås) fået kontakt til en engelsktalende pige på omkring de 22 år. Hun havde været au pair pige i Amerika og på den måde tilegnet sig visse sproglige færdigheder.
Hver eftermiddag spadserede de to en tur et eller andet sted i byen. På en af disse spadsereture havde høkeren lukket nogle rosende ord ud, krydret dem med lidt humor, og det endte jo selvfølgelig med et kys på kinden. Det skulle hun nu nok aldrig have gjort, for fra at være en veninde blev hun hastigt forfremmet til at være hans kæreste, ifølge Høkerens udlæg altså.

Høkerens 40 års fødselsdag oprandt meget belejligt på en af disse dage i La Specia.
Høkeren ville ikke gøre nogen fest ud af det om bord, men i stedet inviterede han “kæresten” på en udsøgt restaurant.
Det synes besætningen ikke rigtig om, så de skiftedes dagen igennem til at lykønske Høkeren med fødselsdagen udrustet med 2 kolde fra kælderen. Og det endte med, at Høkerens humør var i top og genertheden overvundet, da han  skulle afhente kæresten.
Hvorledes aftenen gik, vides ikke, for selv om besætningen afsøgte næsten enhver afkrog af La Specia, så man dem ikke, før de indfandt sig om bord hen ad midnatstid.  
3. skibsmaskinmester John (Kædestrammeren fra Nakskov) havde vagten, og da kun en enkel lysmaskine kørte, havde han taget sig den frihed at frekventere saloonen, hvor kæresten var i gang med at lære Høkeren italiensk.
Kædestrammeren kunne ikke lade være med at blande sig og begyndte at servere Høkerens yndlingsdrik. Høkeren fik nogle kraftige drinks, og kærestens drinks blev kun tilsat et par enkelte dråber spiritus.
Dagens dont blev til sidst Høkeren for meget, og en pludselig trang til sove kom nu over ham.
Det lykkedes nu over al forventning for Kædestrammeren at score kæresten.

Da besætningen senere kom om bord med uforrettet sag i eftersøgningen af Høkeren, fandt man ham alene og sovende i saloonen, med et tømt glas og en flaske på sofabordet foran sig.
Der var ifølge besætningen nu én mulighed: Høkeren måtte være blevet brændt af og havde af disse naturlige årsager druknet sine kærestesorger med en flaske sprut.
Høkeren blev båret op på sit lukaf, afklædt og lagt til køjs. Nu ville skæbnen, at 2. skibsmaskinmester var med (af stewardessen kaldet Sortfod, fordi han aldrig tørrede fødderne af efter rundering i maskinen).
Sortfod syntes, det var synd for Høkeren, at han skulle sove alene. Så fra ilt- og gasstativet agter blev en tom acetylen
10 -flaske manet11 frem til Høkerens køje. Høkeren blev lagt om på siden og acetylenflasken lagt hos ham og dyne lagt hen over (dem).
Hvad Høkeren havde drømt i løbet af natten skal her være usagt, men han var både gul og blå over det hele, da han næsten morgen viste sig i kabyssen.

 arrow4_u.gif

 

 

Tåge over Den engelske Kanal

På min første udmønstring skulle jeg lære at gå søvagt. Det skete sammen med skibets første styrmand. Han havde vagten fra 1200 til 1600 og igen om natten fra 0000 til 0400. Efter den uhyggelige oplevelse ved min påmønstring, sejlede vi til New Orleans for at laste hvede til Amsterdam. Oplevelsen at gå i Bourbon Street var enorm. Så megen god musik på et så lille sted var næsten for meget. Der var alt lige fra tungsindig blues til livsbekræftende jazz. Det var svært at vælge, men som regel mødtes vi på Pat O’Brian for et par af de lyserøde Hurricanes, sådan lige for at få stemningen op at køre.
Skibet lå for ankers på strømmen (Mississippi River), og der kom en båd langs skibet hver anden time, for at vi, der havde landlov, kunne komme i land.
Hver dag kom en lastrumsinspektør om bord, og jeg fulgte med styrmanden og inspektøren rundt i alle lastrum, som under turen hertil var blevet rengjort, så ikke engang en tandbørste kunne blive beskidt. Lastrummene blev herefter malet så langt, vi kunne nå med malerrullen op ad skotterne. Inspektøren kasserede dog alligevel lastrummene hver dag.
En dag blev det overstyrmanden for meget. Han spurgte, hvornår lastrummene var rene nok til kornlasten. Inspektøren svarede: ”Når lasten er klar”.
Sagen var den, at såfremt vi fik godkendt vores lastrum, skulle befragterne  betale overliggetidspenge
13. Og det var meget billigere for befragterne12 at betale inspektørerne for at kassere lastrummene!
Fra den dag indstillede han al lastrumsrengøring.
Da lasten endelig var klar, blev lastrummene godkendt uden besigtigelse, og vi sejlede op til Baton Rouge, hvor lastningen kunne påbegynde. Den Norske Velfærd hentede os den samme eftermiddag, og vi spillede fodbold mod de andre skibe, der lå inde. Om aftenen var der en kæmpe grillfest, og jeg husker endnu den kæmpe T-bone steak, jeg fik serveret, ikke på en tallerken, men på et fad. Den var godt nok lækker. Dagen efter var skibet lastet, og vi sejlede mod Amsterdam i pragtfuldt vejr. Svømmepølen blev fyldt op ved Bahamas, og der blev badet hver dag lige indtil Den engelske Kanal.
Jeg blev sat på søvagt umiddelbart efter afgang og fulgte førstestyrmanden på hans søvagt. Derfor var der god tid til både fritidsbeskæftigelser, lektier, filmfremvisning (dengang var det 16 mm film på spole; vi byttede blandt skibene) og brevskrivning.
I Den engelske Kanal blev det tæt tåge. Den lå så tykt, at end ikke lysskæret fra forreste toplanterne kunne ses. Styrmanden plottede på radaren med en rød fedtpen. For mig lignede det dengang noget abstrakt, og på et tidspunkt måtte han have fat i kaptajnen, idet trafikken blev for tæt. Kaptajnen kom på broen iført mørke bukser, badekåbe og silketørklæde bundet korrekt rundt halsen. Han skulle lige have natsynet, og så var han klar til at overtage kommandoen. Imedens stoppede han sin pibe og begav sig ud i bagbord brovinge for at tage bestik af tågens tæthed. Den var efter min mening tættere end ærtesuppe. Men kaptajnen kiggede ikke vandret, men op. Der så han, at der var stjerner på himlen.
“Styrmand, det kan da umuligt være usigtbar vejr, jeg kan se stjerner adskillige lysår væk.” Hvorefter han forlod broen.
Den nat glemmer jeg sent, da fik jeg for alvor lært at krydspejle og navigere. Styrmanden tog sig af den trafikale del.

 

Mor og Jenny kom senere til Amsterdam og besøgte mig. Desværre blev deres besøg forpurret af, at jeg skulle skifte skib. Efter nogle timer og enkelte skærmydsler angående en handel vedrørende Jenny, hvor jeg mente at prisen var sat absolut alt for lavt, blev jeg sat i en taxa til Rotterdam for at mønstre ”Heering Christel”.

For at få råd til al den landlov i New Orleans, havde jeg uden Jennys viden pantsat hende.

 arrow4_u.gif

 

 

På værtshus i Japan
4 sting klogere

I året 1974 sejlede jeg på M/S ”Heering Christel”. Skibet sejlede fast fra Australien til Japan med kul. Oplevelserne var få, idet vi på vej nordover vaskede skibet ned for sort kulstøv, der kom ind i alt, overalt og alle vegne.
Sydover rensede vi rendesten for kulstykker, således at muligheden for at lænse skibet for eventuel indtrængende vand til stadighed er tilstede.
Da jeg kom hjem fra skibet, var Jenny misundelig på min kulør, hun plejer altid at være mere brun end jeg. (Hun skulle bare vide, det var ”brun”-kullene der gav farven. Ferskvandet skulle vi spare på om bord, og sæben kostede jo penge hos høkeren)
Det eneste sjov vi kunne finde på var at arrangere lidt Tivoli, kortspil,  dominoturnering, grillparty, filmfremvisning, hestevæddeløb, duespil, skakturneringer, bordtennis, dartkonkurrence og bankospil.
Specielt det sidste var en yndet fornøjelse om bord. Forberedelsen kunne tage dagevis. Først havde et besætningsmedlem foreslået bestyrelsen for skibsklubben afholdelse af et bankospil. Nævnte bestyrelse nedsatte et hurtigarbejdende udvalg, hvor forslagsstilleren var selvskrevent medlem. Udvalget trak hurtigt i arbejdstøjet og organiserede diverse remedier, der burde være til stede under udvalgsmøderne. (blyanter, papir, kaffe blødt brød m.v.) Organiseringen af indkøbene blev hurtigt uddelegeret til et underudvalg, der i næst anløbne havn havde landlov inden for forretningernes åbningstider.
Udarbejdelsen af indkøbslisten blev ligeledes hurtigt uddelegeret til et underudvalg, med lokalkendskab til præmierne og priserne.
Da alt dette skulle koordineres med militærisk præsition, blev der ned sat et koordinerende udvalg, der refererede til både udvalg og skibsklubbens ledelse.
Der måtte ikke forekomme nogen form for misforståelser, da det var andres penge, man havde med at gøre!!!!
Som styrmandselev var man ligeledes selvskreven til alle disse udvalg, hvilket jeg fik stor glæde af i rederiet Nordens skibe, hvor jeg som 1. Styrmand var formand for adskillige skibsklubber.
På en af disse ekskursioner i Japans land efter præmier havde vi efter de svære beslutninger og anstrengende indkøb på hjemvejen lagt ruten forbi Scandinavian Bar, hvor man kunne blive oplyst om det modsatte køns fortrinligheder mod slesk betaling af deres ”drinks”
14. Allerede efter kort tid forsvandt langt over halvdelen af udvalgets medlemmer. Tilbage sad nu forfremmet 2. mester (Kædestrammeren fra Nakskov) og jeg. På min den anden side sad en Fjeldabe (en fuld nordmand), hvis eneste fejl var, at han generede det danske fodboldlandshold. Det skulle han nu aldrig have gjort, for ”Kædestrammeren” var ivrig fodboldfan. Han bad mig om at gå om bagved ham. Jeg fattede mit ølkrus og stillede mig lige bag ham. Det næste, jeg oplevede, var at jeg rodede rundt på gulvet, indsmurt i øl og blod.
Jeg havde haft hovedet for langt fremme, for da ”Kædestrammeren” knyttede næven og lagde an til et pacificerende stød mod  ”Fjeldabens”  kæbe, fik jeg ”Kædestrammerens” albue lige over venstre øjenbryn.
Pigerne på baren var straks over mig med kolde omslag og koldt øl fra fad, en oplevelse jeg  levede højt på i mange måneder. Meget anbefalelsesværdig behandling, bør jeg nok indskyde.
Om bord blev jeg tilset af overstyrmanden, det blev til 4 stramaj sting over venstre øje. ”Kædestrammeren” holdt hele tiden min hånd, og hver gang det gjorde bare lidt ondt, kiggede ”Kædestrammeren” med meget onde øjne på overstyrmanden, der straks diskede op med lidt mere lidokain
15.

 arrow4_u.gif

 


 
2 gæs på et bord
Lidt nord for Umanak, 1975

Det var det år, hvor man oppe i Grønlands største mine i Marmorilik, den ”Sorte Engel”, havde fået installeret dametoilet.
Jeg havde meldt mig frivilligt som menig marinesoldat for at blive fritaget som søløjtnant af reserven, med dertil hørende tjenestested på Langelandsfortet. Efter en kort introduktion i forskellige gangarter for bolværks-matroser i Auderød, fløj delingen til Grønland og mønstrede 4 stk. 20 tons fartøjer, beregnet til søopmåling. Jeg mønstrede et af dem ved navn Søkortarkivets opmålingsfartøj nr. 4, forkortet til "SKA 4".
Vi sled som heste deroppe den sommer. Der skulle opstilles teolitstationer
16 på de mest umulige steder. Radiopejlestationer med dertilhørende strømforsyning, som adskillige lastbilsakkumulatorer udgjorde. Og når vi så endelig skulle sove om, hvad de kaldte natten, skinnede solen, så det var en fornøjelse, myggene stak og lysmaskinerne17 bankede af sted for at oplade akkumulatorerne. Jeg husker stadig en dag, da vores forsyningskutter "Aslerk" kom på siden med post. Vi troede, at vi skulle have et bad, men de havde kun kold vand den dag. Men brev fik jeg da. Mor skrev, at der havde været varmerekord derhjemme, 35º på trappen ned til haven. Vi havde 8º i styrehuset og store og meget store isterninger i vandet.  
Tilbage til dametoilettet oppe i minen. Grunden hertil var, at Dronningen skulle inspicere minen og skulle dermed krydse vort område om bord på sit skib "Dannebrog".
Desværre var denne oplysning tilgået løjtnanten på et for sent tidspunkt, og da han havde efterladt sin gallauniform derhjemme samt glemt at pakke sin alm. uniform ned ved afgang fra Godthåb, var gode råd nu dyre. For såfremt vi mødte "Dannebrog", ville han være selvskreven til middag om bord. Og den ”praktiske” uniform, han bar om bord på SKA 4, ville dronningen nok ikke acceptere. Men han var nu en snu rad, for han lyttede på Godhavn radio og kunne derved fastslå omtrentligt, hvornår ”Dannebrog” ville passere gennem vort område.  
En herlig vindstille dag fandt vi en lille vig adskillige sømil fra ”Dannebrogs” formodede sejladsrute. Løjtnanten fastslog i skibets logbog, at det var kulings-vejr, og arbejdet måtte indstilles p.g.a. den ekstremt høje vindhastighed.
2 gaster blev udpeget til at gå op i fjeldene for at rekognoscere terrænet, idet vi var lidt træt af fisk hver og hver anden dag. Vi, der blev om bord, fantaserede om ryper i flødesovs, lomvier i tomat m.v.  
Allerede hen ad middagstid kom de hjem igen. Rapporterede, at man havde hilst på "Dannebrog", og medbragte 2 store canadagæs. Løjtnanten bed nu negle, hele hans karriere stod på spil. Tænk, hvis nu kontraadmiralen med følge dukkede op i chalup.
Vi plukkede gæs, så fjerene stod omkring i hele vigen, for derefter at overlade vor franske kok og jungmand resterne.
Da aftensmaden oprandt og medens gæssene fortæredes, skulle løjtnanten af med sine frustrationer. Skideballe fik vi alle og specielt de 2 ”jægere”, der kunne finde på at skyde fredede fugle ved højlys dag og så i sigte af ”Dannebrog” med både Hendes Kongelige Højhed Dronning Margrethe II af Danmark og for ikke at glemme Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der selv er en ivrig jæger.
Bedre blev det slet ikke, da han senere over radioen fandt ud af, at ”Dannebrog” allerede aftenen før havde ankret op ud for Marmorilikminen og aldrig været i nærheden af hverken gasterne eller vores position.

 arrow4_u.gif

 

 


Bil og svømmetur i Godthåb
Afskedsfest i et koldt, maritimt miljø.

Da vi endelig skulle hjem fra Grønland, skulle de 6 måneder i den arktiske kulde jo fejres med ”maner”. Der blev provianteret i særdeleshed flydende væsker de sidste uger inden afrejsen fra Godthåb. Den sidste aften, inden fartøjerne skulle op på bedding, skulle proviantrummet tømmes. Det blev en kæmpefest, og jeg hikkede til køjs ca. kl. 1600.  Vågnede igen hen ad kl. 2200, ved politiets tilstedeværelse. De forsøgte at afæske besætningen en forklaring på, hvorledes en af Grønland Tekniske Organisations (GTO) biler var havnet i havnen. Forklaringen fik jeg kun i små brudstykker, og efter nogle dage gik det endelig op for mig, hvad der var sket.
Da provianten var tømt, var kokken og matrosen fra “SKA 6” stadigvæk tørstige. Tørsten kunne på dette sene tidspunkt kun stilles på “Kristinimut” også kaldet “Mutten”.  Kokken og matrosen gik fra borde, og undervejs til telefonboksen opdagede de en af GTO’s biler med nøglen i, som det var sædvane på Grønland dengang. I stedet for at begive sig til telefonboksen og ringe efter en taxa, satte man sig ind i GTO-bilen under det påskud, at man skulle passe meget på i denne arktiske kulde, så længe man havde alkohol i blodet.  Hvem der sad bag rattet og opdagede nøglen, er stadig uvist, men bilen blev startet, og i stedet for at vende bilen ville man lige køre rundt om pakhuset, for det kunne jo være, at flere ville med. Bilen og dens “besætning” kørte mod havnen, 1 gang til højre og 3 gange til venstre rundt om pakhuset, så skulle kursen være sat den rigtige vej. Kort forinden det sidste sving kom det til en heftig debat i bilen om, hvem der havde talt rigtigt. Hvilket resulterede i, at bilen ikke fik drejet den sidste gang og havnede i vandet. Heldigvis ramte bilen ikke isskosserne, det ville have givet nogle kraftige blå mærker.  GTO’s biler er af mærket ”Landrover” med motoren forude. Bilen gik på næsen, kokken og matrosen fik bagdøren op og sprang i vandet. Dette blev heldigvis opdaget af en forbipasserende fisker, der straks tilbød de kolde og våde besætningsmedlemmer et lift hen til tidevandstrappen, som SKA-bådene lå i umiddelbar nærhed af. Men det ville de ikke vide af, de havde jo sat sig et fælles mål, og det skulle opfyldes. Så fiskeren satte kursen over mod den anden side af havnen, ca. 8 min. gang fra “Mutten”. Teknikeren fra GTO havde på daværende tidspunkt nået telefonboksen og varskoet politiet om denne meget alvorlige hændelse. (Efter vor mening en mindre ubetydelig episode, der burde kunne ordnes i mindelighed). To granvoksne, grønlandske politibetjente på ikke under 120 kg hver fik vagten uden for “Mutten”.
Da kokken og matrosen endelig dukkede frem, var de let genkendelige på det våde tøj. Da politibetjentene afæskede dem en forklaring på, hvorledes de var blevet så våde, sagde de, at de havde lidt et forlis og behøvede straks rom til at varme sig på. Den tyggede betjentene lidt på, og i mellemtiden havde matrosen sagt til kokken, at når han sagde ”løb”, så skulle de stikke af i hver sin retning. Matrosen sagde: “Løb!” og blev stående. Den ene af betjentene satte efter kokken, medens den anden satte håndjern på matrosen.
Hvorom alting gælder, så skulle vores løjtnant op og købe kokken og matrosen fri den næste morgen. Løjtnanten kunne ikke kende dem, men der var et par stykker, der måske ville ligne dem efter adskillige dages rekreation.
Kokken havde fået en sådan gang “knippelsuppe” af betjenten, der fangede ham, at han var mere blå end sine våde cowboybukser. Og da han i cellen blev grinet ad af Matrosen, gik han ”bersærkergang”, og så var det matrosens tur til at få blå mærker.

 arrow4_u.gif

 

 

 

 Mors søsyge

Skagen lodsstation, 1975.


Jeg havde netop aftjent min værnepligt, og efter et par dages afslappethed hjemme hos mor mente rederiet, at jeg skulle ud og sejle igen for at fuldføre elevtiden, forinden navigationsskolen kaldte.
Jeg fik tilsendt en masse papirer, men ingen flytider. Dog var der vedlagt et brev om at møde på Skagen lodsstation til en bestemt dato og tid. Nu ligger Skagen ikke lige udenfor Holstebro, og forbindelserne derop til det nordlige var ikke så hensynsfulde over for en sømand, der skulle møde til middag deroppe.
Mor var i vildrede over ikke at kunne sende mig behørigt af sted med en flyvemaskine fra Karup som sædvanlig. Men på en eller anden måde fik hun tiltusket sig en afspadsering af overlægen og startede den gamle Morris 1000 (”ti hundrede”) op, og vi kørte af sted mod Skagen en meget tidlig morgen. Vejen derop gik over Thyholm, Thy og Thisted. Resten er ret uinteressant.
Vi ankom til lodsstationen i rette tid, og vi blev anvist, hvor lodskutteren lå til kaj, og inden ret længe havde jeg stuvet mit habengut
18 om bord. Mor stod oppe på kajen og ville vinke farvel, da Chef Lods Kaptajn (CLK) Mortensen spurgte mor, om ikke hun ville have en lille sejltur på Kattegat og se sin store søn komme vel om bord på et af Danmarks største skibe. Han må virkelig have set godt ud og have haft talegaverne i orden, ellers ville mor have afslået omgående. Men hun overraskede igen, efter lidt falsk beskedenhed fra hendes side og slesk tale fra CLK Mortensen side kom mor om bord ved hjælp af Mortensens hånd. Lodskutteren sejlede ud af Skagen havn. Det var noget helt nyt for mor, kunne jeg fornemme.
Over radioen havde vi om bord fået følgende meddelelse, at M/S ”Heering Christel” lå på Skagen Red og afventede CLK Mortensen ankomst. Ca. 15 min. senere dukkede M/S ”Heering Christel” op i tågedisen. Mor var måbende over, at skibe kunne blive så store. Endnu mindre måbende blev hun ikke, da jeg sagde farvel og entrede rebstigen op ad skibssiden. Da jeg kom op på dækket, vinkede jeg farvel til mor og fulgte CLK Mortensen, der kom om bord umiddelbart efter mig, op til kaptajn Wolby. Jeg afleverede min søfartsbog og mit pas til Wolby. Derfra blev jeg sendt ned på dækket for at hjælpe til med at få provianten om bord. Her så jeg mor en sidste gang inden afrejse. CLK Mortensen var allerede oppe på broen og gav sejladsanvisninger til styrmanden, alt imedens lodskutteren fjernede sig fra skibet.
Til hele den scene, fra at lodskutteren gik langs, og til at den sejlede igen, gik der vel ikke mere end en halv times tid. Men i den tid havde vinden skiftet fra let brise til orkan fra sydlig retning (efter mors udsagn altså). For hun blev nemlig så søsyg på vejen ind til Skagen, at skipperen på lodskutteren måtte sejle alt, hvad remme og tøjler kunne holde for at aflevere en dame om bormed et pludseligt opstået maveonde.
Da kutteren endelig igen nåede kajen inde i Skagen havn, var mor dog kommet så meget til sig selv, at hun ved hjælp af skipperens venlige hånd kom fra borde og opdagede, at bilen sad fast i sandet. Nu måtte hele lodsstationens personale og lodser på frivagt tørne til, for at mor ikke skulle blive fast-”boende”  i  Skagen.

 arrow4_u.gif

 

 


 Sirenesang i Middelhavet
M/S "Heering Mille", 1975.

M/S "Heering Mille", en bulk carrier på små 42.000 tons dødvægt, er på værft i Fjernøsten. Det gælder for skibe som for biler, at de skal til periodisk eftersyn med jævne intervaller.
Om bord var to frække og drillesyge smededrenge, der ikke gik af vejen for noget som helst. Heller ikke at besøge de forskellige beværtninger i nærheden af værftet.
Værfterne havde ligesom herhjemme på det tidspunkt en sirene, der tuder når arbejdsdagen er forbi.  
På vej hjem fra nattens eskapader synes smededrengene ikke, at disse risædende, gule, skævøjede kinesere og ikke mindst dovne værftsarbejdere ydede skibet en retfærdig arbejdsindsats. Derfor besluttede de, at sirenen skulle afmonteres, således at arbejdstiden kunne forlænges, uden at værftsarbejderne opdagede det.  
Udrustet med tovværk, halv brandert, en pose værktøj og en masse held blev en af værftets sirener afmonteret, firet ned fra masten og bragt om bord.
Næste morgen kl. 0600 hylede værftets sirener igen, der var tydelig vis flere af slagsen på området. Skuffede tørnede smededrengene til den dags morgen.
Skibet afgik fra værftet til tiden og fik som sædvanlig  kun halvdelen af det på værftsspecifikationen repareret. Rederiet kunne på denne måde spare en del penge, og overlade arbejdet til besætningen, der jo alligevel var om bord.
Skibet kom et par måneder senere til Middelhavet med en last hvede fra New Orleans til en ikke ubetydelig italiensk havneby, hvorfra de to smededrenge skulle afmønstre og hjemsendes for afvikling af optjent ferie.  Dagen forinden havde drengene monteret sirenen oppe i casingen
19  og med hjælp fra skibets elektriker tilsluttet den skibets el-forsyning og alarmsystem.
Før fyraften ”glemte” smededrengene at lænse agterste brønd i maskinen.
På svarte nat kom alarmen. Sirenen gik i gang, og da jernet førte lyden med sig gennem hele apteringen
20, lød det som verdens undergang.  Styrmanden på broen var lamslået. Kaptajnen for rundt på sin kommandobro kun iført lange underbukser. Halvdelen af besætningen stod klar ved redningsbådene, resten var ved at pakke deres habengut ned. Overstyrmanden susede rundt iført røgdykkerudstyr og brandøkse. Maskinmestrene ville ikke gå i maskinen, da man mente, at støjniveauet var for højt, og holdt på den baggrund faglig møde. På et tidspunkt fandt overstyrmanden kilden til al den spektakel, og med et eneste velafrettet hug med øksen blev sirenen bragt til tavshed.

Da smededrengene blev forhørt af skibets ledelse om nattens hændelser, nægtede de selvfølgelig pure, og da ingen kunne eller ville bevise noget, blev tiltale frafaldet. Men hævnen var sød og ventede.
I lufthavnen checkede smededrengene deres bagage ind og måtte til deres forundring betale for en betragtelig overvægt.
Elektrikeren havde da forinden, i et ubevogtet øjeblik delt og pakket sirenen ned i smededrengenes bagage. Hvorefter han, flink som han var, bar bagagen ned til den ventende taxi nede på kajen, for at de ikke skulle få mistanke om vægten. Instruerede herefter, ved hjælp af et par dollarsedler, taxichaufføren om at hyre nogle dragere i lufthavnen.

arrow4_u.gif

 

 

 Den evige flamme
Nordsøen, 1979.

2. styrmand, Ole, havde netop færdiggjort sin anstrengende styrmandsuddannelse.
Hvorledes han færdiggjorde uddannelsen, skal her være usagt, men visse havde den mistanke, at lærernes kræfterne ikke længere slog til. Lærerne havde måske derfor valgt den lette løsning: at lade ham bestå!

Ole havde været på turné, og under en af disse rejser til fjernereliggende områder havde han fået ombyttet sit duelighedsbevis i sejlads for små fartøjer under 5 tons, til et sætterskipperbevis af 2. grad. Med dette bevis i hånden og et klædelig billede i sober tilstand fik han nu adgang til et næringsbrev som styrmand af 2 grad.

Hvorledes hans tur mellem Rotterdam, Antwerpen, Hamburg og London foregik, skal jeg lade lastbilchaufførerne om at fortælle, der må simpelthen være adskillige gode historier imellem, og ingen af dem hverken faldt i søvn eller kedede sig på turene. På denne tur, kort forinden eksamen, havde han sikret sig hyre om bord på et panamaskib,  ejet af cyprioter med et tvivlsomt postkasseselskab, Monrovia, som korresponderende reder, mægleren var selvfølgelig græker med kontor i Hamburg og adresse i London.
 
Men der gik skår i glæden, for pludselig befandt han sig på navigationsskolen med et ægte eksamensbevis i hånden. Nu var der pludselig udsigt til en ”rigtig” hyre om bord på et dansk skib.  Ole fik da også hyre om bord på et skib, der sejlede landbrugsprodukter fra Danmark til et større land beliggende lidt vesten for os.
Efter at skibet have passeret Horn Rev fik Ole vagten.  Samtidig ordnede kaptajnen nogle papirer til agenter, toldere og farisæere i det bureaukratiske England, hvor der alligevel ikke var orden i sagerne.

Men tilbage til kaptajnen. Papirarbejdet var nu tilendebragt og stablet i den rigtige rækkefølge, således at det var let og nemt at få afviklet ”forretningsgangen”.  
Ud af sit koøje så kaptajnen nu Dan-feltet med den evige flamme brændende og blev overbevist om, at der var navigeret rigtigt på vagten, bortset fra at skibet styrede lige mod feltet.
Han bevæbnede sig med lidt tålmodighed, for det var jo en ny styrmand, han havde sat på vagt den aften, og i disse moderne tider med indførelse af ”motivation, samarbejde, arbejdsmiljø, faglig fredelig sameksistens om bord o.s.v.” ville han da lige give styrmanden en chance.
Skibet gjorde en anselig fart, og da der ikke blev drejet bi, gik kaptajnen op på broen.  
Efter at have vænnet øjnene til mørket, spurgte han styrmanden, hvad han havde tænkt sig at gøre?
”Ingenting” sagde Ole ” Jeg har kontrolleret højden, og vi kan sagtens sejle under flammen!”


Ole afmønstrede i Harwich og tog passagerfærgen hjem. Hvorledes han kom fra borde, ved han ikke endnu. Da han nogle uger senere så sig nødsaget af økonomiske grunde til at aflægge den græske mægler i London et besøg, blev han afvist ved færgens landgang.

Man huskede tydeligt .........

 arrow4_u.gif

 

 

 Vekselkurser i Hong Kong
Engang sidst i 70’erne.

Det var dengang, da ØK-skibene lå ugevis i havn, og da der var tid til lidt af hvert. Bl.a. at tage sig en fridag.
Telegrafist Kjeld Birkholm (Kejseren af Morsenøglen, slået til ridder af kortbølgesenderen (under et tordenvejr, hvor han havde glemt at jorde antennerne)) havde den store fornøjelse ikke at have vagt, når skibet lå under land, og havde dermed også uanede mængde af frihed til rådighed. Han evnede nemlig at læse Anders And samtidig med, at han lyttede til Lyngby radio og nedfælde telegrammet på skrivemaskinen uden stavefejl. Hvad andre var timer om, klarede han på minutter.  
I Hong Kong gik Gnisten ofte i land, men nåede dog sjældent længere end til Red Lips, hvor der var udskænkning af koldt øl og underholdning af tvivlsom oprindelse. Han var den fødte fortæller, og omgangene var mange. Men på et tidspunkt var der ikke flere historier at fortælle, og da alle havde hørt dem adskillige gange, så han måtte selv hive ‘læderet’ op af baglommen.

Det går jo som mange andre, at på et tidspunkt er man lænset for selv de mindste mønter, og så er gode råd dyre. Nu havde han dog lidt forskellig fremmed valuta i lommen, men ‘mutter’ vil ikke give ham en efter hans mening fordelagtig vekselkurs, så han forhalede til banken og fik kurserne. Det blev det ikke ret meget bedre af, så til sidst henvendte han sig til sortbørsveksleren på gadehjørnet ved Tempel Street.  
Han var til at tale med, fordelagtigheden var helt på hans egen side, mente han. Medens sedlerne blev talt op, lagde han mærke til at adskillige sedler blev sorteret fra. Han fik afregnet de optalte, men de frasorterede ville veksleren ikke røre ved, for de var falske, sagde han. Og han ville i hvert fald ikke anbefale banken og kiggede med et skvæt smil over på bankvagten med pistol og stav i bæltet
”Nå. Hvad skal jeg så med dem??”
Ja, det vidste veksleren ikke, ”but half price, sir!”

arrow4_u.gif 

 

 

 Algierske sardiner
Året  1981

Vi havde lastet træ i Vancouver, Canada. Sådan cirka 27.000 tons høvlet træ af bedste kvalitet til en stor entreprenør. Rejsen gik fint, bortset fra at den ene radar gik itu, inden vi passerede Panama-kanalen, og den anden gik itu, efter vi passerede aberne på Europe Point, Gibraltar.
Så sejladsen langs Algiers kyst foregik ved hjælp af en gammel knasende tysk Plath radiopejler og en sekstant med uberegnelig og vilkårlig index korrektion. Anduvningen af havnen foregik ved hjælp af go' gammeldags kompaspejlinger af pynter, næs og selvfølgelig af molerne.  
Landlov var der ikke noget særlig af, idet et af det foregående skibs besætningsmedlemmer  havde sparket en muslim i rø..., endda under middagsbønnen. Efter besætningsmedlemmets eget udsagn havde muhamedaneren selv lagt sig i den ”fordelagtige” position. Slige ting gøres ikke ustraffet, og alle vi hedninge, der anløb havnen det næste år, blev nægtet landlov. Men da vi er syd for Hamburg, kan man let forhandle sig til lidt landlov ved hjælp af Marlborough-cigaretter. Disse udmærkede amerikanske cigaretter er endnu ikke blevet bandlyst i Koranen og er et godt byttemiddel, når man står i en ufordelagtig position eller situation. Det lykkedes da også Høkeren fra Mogenstrup på Salling at få en halv times landlov i fiskerihavnen for at handle frisk fisk. Vi havde da levet af døde får, geder og køer i snart en uges tid. Al skibets svinekød var sat under toldmyndighedernes lås og segl, da dette udmærkede produkt er uren spise i disse lande.
Kl. 1100 kom Høkeren tilbage med en stor kasse friske, næsten levende sardiner, hvoraf flere stadig sprællede med halen. Oksefrikadellerne blev i al hast taget af komfuret og koksmaten sat til at lave persillesovs, som vor mor lavede den. Høkeren og kokken stegte nu sardiner i en times tid. Kl. 1200 var middagen klar. Jeg fik snart brug for en teknik, jeg lærte på Grønland, og de andre fulgte hurtig efter, bortset fra ”gnisten”.
Vi skovlede kartofler og sovs op på tallerkenen, sardinerne blev taget i halen og kødet suttet af, således at kun hale og rygben var tilbage. En herreret, må jeg nok sige, det eneste, vi manglede, var lidt brændevin og en kold øl, men det havde tolderne og farisæerne taget med i land, og vi så det for øvrigt aldrig mere.
Nu havde vi en kvindelig telegrafist (Gnist, Lillefix), der yndede at være fin. Uanset hvor meget ”madding”, der blev lagt ud fra besætningens side, bed hun ikke på en eneste gang. Da hun kl. 1220 med kniv og gaffel helt uden at bruge fingerne en eneste gang, havde dissekeret alle ben, alt skind, hoved og hale fra denne ene og eneste sardin, hun havde taget op på tallerkenen, var der hverken kartofler, sovs eller flere sardiner tilbage.

arrow4_u.gif 

 

 

 Hjem og måske giftes
Et længere ophold i Sydafrika,
og alligevel for kort.

M/S “Nordtramp” var afsejlet fra Houston, Texas, USA  med en ladning FN-nødforsyning af hvede i sække til Botswana. Lasten skulle oplosses i East London, Sydafrika, idet, som alle ved, Botswana ingen havn har.
I Houston lastede havnearbejdere af afrikansk oprindelse og ikke på under 300 pund hver hurtigt og effektiv skibet med de ca. 32.000 tons hvede i 50 kg sække på under en uge.  Rejsen til East London gik via Hollandske Antiller, og på øen Curaçao ligger en havn ved navn Wilhemsstad. Der bunkrede vi med, hvad maskinchefen kaldte en haveslange, ca. 5000 tons tung fuelolie. Tiden gik hurtigt på denne skønne ø. Her har man et meget afslappet forhold til tiden, vi så faktisk ingen gå med ur.  Jeg husker bl.a. et gummiplante magen til mors derhjemme, blot var denne her på størrelse med vores hus. Værtshusene var pænt besøgt den aften og mange historier om øen blev genfortalt til os af de lokale, så længe vi betalte. Selv den norske sømandspræst forsøgte at hyre nogle korsangere til søndags gudstjenesten, idet han var af den overbevisning, at der ville være mange danskere i kirke den følgende søndag.  Nu ville skæbnen, at man i løbet af natten havde udskiftet den ½” haveslange med en almindelig 6” bunkerslange, således at bunkringen kunne forgå i et væsentligt højere tempo end måske godt var for søfolks velfærd.  Og den efterfølgende eftermiddag lukkede den gamle, danske svingbro op igen, og endnu engang stævnede skibet mod nye oplevelser.
Skibet ankom efter 18 dage til East London, Transkei, Sydafrika.
Allerede efter den første vagt var jeg ude at opdrive en telefon, der kunne bruges til en privat samtale hjem. Aftalen var, at næste gang jeg kom hjem, skulle Britta og jeg giftes. Så der var jo en del, der skulle arrangeres og aftales, bl.a. skulle bryllupsdatoen fastsættes. Og da jeg sluttede min 6 mdr. periode om bord 3 uger senere, regnede jeg med, at jeg ville være hjemme fra næste havn. Men oplosningen af hveden trak ud. Første problem var, at der ikke var togvogne nok, og at lokomotivlemperne ikke kunne finde kullene. Andet problem var, at havnearbejderne ikke vejede over 100 pund incl. skind og ben. Og når man så tænker på, at i Amerika tog havnearbejderne én sæk over skulderen og én under armen, for derefter at stuve sækkene ude i borde. Hernede skulle der 4 havnearbejdere til at flytte en sæk fra borde til paletten. Tredje problem var, at der kun var formænd nede på togvognene, og de ville alle bestemme, men ikke stuve vognene.
Fjerde problem var, at lokomotivførerne holdt pause mellem 1100 og 1130, havnearbejderne mellem 1130 og 1200, kranførerne mellem 1200 og 1230, tallymændene fra kl. 1230 til 1300. Dette fænomen gjorde sig også gældende til morgenpausen, formiddagskaffepausen, og endelig eftermiddagskaffepausen. Så på et tidspunkt ringede jeg hjem og fortalte om situationen hernede. Den lød meget positiv, idet at udlosningen ikke ville være i løbet af en uge, men i løbet af en måned, og jeg kunne flyve hjem om ca. 14 dage. Britta aftalte bryllupsdatoen med præsten og regnede ikke med ændringer.
Men i løbet af ugen ændrede situationen sig til det kritiske, idet FN havde indført aftenarbejde. Jeg ringede pligtskyldigst hjem og fortalte om den opståede kritiske situation. Britta udsatte bryllupsdatoen med et par uger med henvisning til sømandens utilregnelighed.
Det viste sig nu, mod en mindre erkendtlighed fra FNs side, at den forskelligt sammensatte arbejdsstyrke nu pludselig godt kunne holde pause på samme tid, samt at kullene nu selv kunne finde frem til lokomotiverne. Situationen blev nu yderst kritisk: kabysrygterne lød på en rejse med majs til Korea! Jeg ringede da igen hjem for at orientere om den nu yderst forværrede kritiske situation. Britta måtte nu atter engang til præsten med de nedslående nyheder. Hvortil han svarede, at nu ville han gerne se gommen, inden der blev fastsat en bryllupsdato

arrow4_u.gif 

 

 

!
 
Bådsmandens lukaf
Rejsen mellem East London og Busan.


 
Hustrusejlads er ikke at kimse af, der er mange nyttige gøremål om bord for sømandskonen, f.eks. at klare vasketøjet, skænke koldt øl, sørge for iste i de varme perioder, vaske lukaf ned og ikke mindst underholde sin sømand. På denne tur havde overstyrmanden både hustru og barn med.
Da overstyrmanden både havde morgenvagten og aftenvagten, syntes han, at det var fortjent med et lille blund om eftermiddagen. Hustruen forhalede sig som regel op på Monkey Island
21  for at nyde den umiddelbare frihed og solens stråler.
Bådsmanden havde under disse forhold da lovet over-styrmanden at kigge lidt efter Benny, som drengen hed. Han kunne jo gå matroserne lidt til hånde.
Da skibet var vel passeret gennem Sundastrædet, og alle historier var fortalt om dengang, da vulkanen Krakatau sprang i luften, blev det endelig eftermiddag. Faderen smed sig på briksen, hustruen forhalede sig tættere på solen, og Benny mødte velvilligt op hos bådsmanden, der udrustede ham med en pot dæksmaling og en 2½” vinkelpensel. Tilsynet med Benny blev uddelegeret til overmatros Svendsen fra Nyborg, der var selvskrevet til opgaven, idet han havde en glimrende erfaring med tilsynsføring af passager fra sin tid i DSB.
Oppe på broen stod 1. styrmanden og passede sin udkig, da han opdagede én eneste lille ubetydelig mørk sky lidt om bagbord. Risikoen for, at skyen skulle afgive nogle enkelte dråber vand, var rimelige, mente 1. styrmanden, og skibet ville have godt af en gang afferskning og i særdeleshed overstyrmandens hustru, der lå på Monkey Island og solede sig. Roret blev nu lagt let bagbord over, og skibet styrede lige under skyen.
Nu har cumulusskyer på disse breddegrader det jo med at udvikle sig med en anselig hastighed, og inden man får set sig om, hælder skyen al vandet af sig.
Alt imedens stod Benny og malede mellem 2 og 3 lugen. På et tidspunkt blev det overmatros Svendsen for meget. Han sagde til Benny, at han skulle gå hen til bådsmanden, for det er nu engang svært at hænge maling til tørre når det regner.  
Bådsmanden, 08-12 vagten, tømreren og donkeymanden havde udrustet sig med for dem en obligatorisk  kl. 2-bajer og taget ly for vejret ovre i styrbords side under “Palmehavens tag” . De så ej Benny og havde i øvrigt rigelig at gøre med at placere et ubetydeligt værtshus i Texas Street på kortet.
Benny så ej heller dem, og da han vidste, hvor bådsmandens lukaf lå, og der var tørt, fortsatte han inde på bådsens lukaf med at hænge dæksmaling til tørre.

arrow4_u.gif 

 

 


 “Obersturmand” Lachmanns
sure tæer.
Gasning i Korea

Afsejlingen fra East London blev en speget affære, idet der var mange venskaber, der skulle brydes. Vi havde lært forskellige danskere at kende dernede, og de forskellige engelske klubber var også blevet aflagt et besøg.  Skakklubben stod og vinkede med flag, squashklubben vinkede med deres ketsjere, kaptajnens venner holdt hvide lommetørklæder oppe, og bekendte fra  stamværtshuset holdt glassene højt. Dannebrog vajede både på kajen og om bord. Der blev fældet adskillige tårer under den afsejling. Desværre for Britta sejlede vi en fredag eftermiddag, som jeg havde min fulde udmønstringstid om mandagen, så jeg måtte sejle med til Korea. En tur på 32 dage i søen, med økonomisk fart til glæde for chartreren. Lastningen var færdiggjort allerede om onsdagen. Men forskellige restriktioner vedrørende udveksling af insekter og dyr mellem de forskellige lande og kontinenter gjorde, at last og skib skulle gasses. Vi kom alle ind på et snavset hotel med udsigt til skraldespandene i baggården. Vi opholdt os ikke der ret længe. Heldigvis havde vi venner i byen, der gjorde livet lettere.
Vi sejlede, sejlede og sejlede, for til sidst at komme til Inchon, Korea. Da vi passerede gennem tidevandsslusen, spillede de Kong Christian og vajede med Dannebrog, vi fik helt tårer i øjnene igen.  
Efter at tolderne og farisæerne havde lænset skibet for næsten alt luksus om bord, kom ladningens ejere og deres inspektører op til Obersturmand Lachmann. Vi fik lidt senere  besked på at åbne lugerne, idet at man gerne ville føre tilsyn og udtage prøver af lasten. Inspektøren udbad sig et par gummistøvler, således at han kunne færdes i majslasten uden at få majs i sine sko. Obersturmand Lachmann svarede næsten “grædende”, at skibet ikke havde flere gummistøvler. Inspektøren pegede da på obersturmandens gummistøvler. Lachmann svarede, at han ikke havde i sinde at bytte sin tyske fodsvamp ud med en gul koreansk fodsvamp, som han ikke kunne tale med. Inspektøren blev fornærmet og gik op til kaptajnen for at aflægge rapport over hændelsen. Kaptajnen kunne ikke holde latteren tilbage, og inspektøren forlod skibet nu meget fornærmet. En times tid senere fik vi besked på at lukke lugerne og pakke (Det havde jeg allerede gjort) for skibet skulle gasses igen. Betaling for gasningen måtte den koreanske stat stå for, idet vi havde certifikat fra Det sydafrikanske Landbrugsministerium på, at lasten var ‘Non Infected and Gassed for all living creatures’. Vi kom alle på et meget lækkert hotel med kasino og alt betalt, bortset fra jetonerne. Yderligere 2 døgn forsinket rejste jeg ud på den længste flyvetur, jeg endnu har haft: Seoul, Manila, Bangkok, New Delhi, Dubai, Athen, Frankfurt, København og endelig Esbjerg. Et rent held, at bagagen ikke bortkom undervejs, for i ovenstående byer skulle vi skifte. Jeg har ikke rigtig styr på alle mellemlandingerne.
14 dage senere var der et herligt bryllup på Fanø med hele familien inviteret.

 arrow4_u.gif

 

 


M &M
En ikke så "Stille"-havstur.


Hustrusejlads er et eftertragtet gode, mange rederier praktiserer, idet mange klager fra sømandskonerne på denne måde kan afværges. Disse familier har som regel også børn, der kan deltage på rejsen.
I et af rederiets skibe havde man således over-styrmandens kone og deres 7-årige dreng med, og selvfølgelig skulle der ikke laves om på de daglige rutiner hjemmefra, så som havregryn, vitaminpille om morgenen etc.  Faderen var stolt af sit afkom, jo, der var hele tiden gang i ham! Ja, selv skipperen mente nok, der måske engang kunne blive en go' sømand ud af ham; hvis han ville passe sin skole ordentligt, kunne han måske komme på styrmandsskole, ligesom sin far. Overstyrmanden følte sig rigtigt stolt over disse ord, og på den følgende morgenvagt så han for sig sønnen og sig selv på samme skib sejle fragt på de 7 verdenshave.
Drengen fik snart øgenavnet ”Knægt”, for sådan noget kalder man uvorne dæksdrenge, som er blevet sendt til søs for at bruge kræfterne på andet end at drille lærerne henne i skolen. Det varede ikke længe, inden ”Knægten” faldt ind i jargonen om bord, der for det meste af tiden gik med lidt bekvemmelighedsbrokkeri.
Knægten begyndte nu at brokke sig hver morgen over havregrynene, de var jo af en grovere og billigere kvalitet end den almindelige Solgryn, man kendte hjemmefra. Ja, den lignede næsten den grutning, man fodrede med i landbruget, men var efter rederiets mening den absolut mest økonomiske, og da rederiet fattedes penge i disse år med lave fragtrater, dyre bunkers
22  og endnu lavere dollarkurser, var det jo ligesom en naturlig ting, at søfolkene også burde lide under disse til tider elendige forhold for skibsrederne.
Det var en herlig morgen, hvor der kun blæste en lille kuling fra sydvest, et sted oppe under Aleuterne, hvor vores egen Vitus Bering fra Horsens engang havde udforsket området mellem Alaska og det nordøstlige Sibirien for den russiske zar.
Denne morgen blev knægtens brokkeri maskinmestrene for meget.  På vej til morgenmaden slog de en tur inden om "shoppen" og udrustede sig med en pose M&M hver, selvfølgelig den største af slagsen, mindre kunne ikke gøre det. Bænket og klar til morgenskafning hev de hver en M&M-pose op af lommen, demonstrativt rev de hul i posen og hældte dem op i deres dybe tallerkner, hvorefter de hældte mælk på og spiste denne herlige ret.
Knægten gjorde store øjne og udbrød:
“Far, jeg vil være maskinmester!”

 arrow4_u.gif

 

 Kaptajnens maskine
Hajfiskeri.

Da jeg sejlede i Rederiet Norden, var vi i charter for Seaboard i Canada. Vi sejlede mellem Vancouver og Østkysten af USA med skåret træ. (Høvlede planker, som vi kaldte dem). På et tidspunkt var vi ud for Manzanillo, Mexico, vejret var rigtigt godt, og spanske rytmer lød fra kokkens radio på agterdækket.

Det eneste usædvanlig var, at der ikke var en eneste maskinmester tilstede.

Højest besynderligt, de plejer ellers ikke at være så beskedne, og samtidig med at røgen fra skibets skorsten ikke havde den rigtige farve. Den var nærmest blå af  forbrændt smøreolie. Noget var rivende, ravende, ruskende galt. Og der gik da heller ikke lang tid, før maskinchefen kom op fra maskinrummet og anmodede kaptajnen om tilladelse til at reparere kaptajnens itugåede maskine, inden det blev for sent, idet maskinmestrene formodede, at skylleluftsbranden på cylinder 4 skyldtes et havari på nogle stempelringe, der måtte være knækket. (For de teknisk interesserede skal jeg her indskyde, at det er en 6 cylinder B&W 82’er 2 takts motor på 12.000 Hk med overliggende kameaksel, vi her taler om.)
Kaptajnen stoppede skibet og gav maskinchefen både sin velsignelse og tilladelse til den forestående reparationen.
Besætningen om bord var på 26 mand og fra 18 forskellige lande med deraf kulturelle forskelle, og det blev det jo kun sjovere af, idet de fleste havde spansk blod og kultur i årerne. Sammen startede vi et hajfiskeri op nede agter for kabyssen. Af kokken lånte vi kødkroge, mod at han fik tilladelse til opsætning af en ølbod. Af Høkeren nassede vi lever og lammenyrer, der blev brugt som madding.
Det blev til 3 store hajer. Vi tog af sikkerhedsmæssige årsager ikke hajerne om bord, før de var aflivet ude langs lønningen. 5 pøse ferskvand gennem gællerne på hver haj gjorde udslaget.
Kokken, der havde den tvivlsomme fornøjelse at stå for øludsalget, stod for resten ikke ret længe, husker jeg , til den maldiviske ungkoks fortvivlelse, idet han så skulle stå for aftensmaden.

Nogle matroser fra Honduras, Chile, Costa Rica, Nigeria, New Zealand og Norge fortsatte fiskeriet og fangede nogle prægtige guldmakreller. Vi fik dem serveret på mange forskellige måder, og hver for sig smagte de pragtfuldt.
Filippinerne slagtede hajerne og brugte kødet til hajbøffer den næste lørdag. Pragtfuld spise, skulle jeg hilse og sige fra dem, dog synes jeg, at det var for salt til min tunge.

På et senere tidspunkt den samme dag ringede maskinchefen op til kaptajnen og fortalte ham, at nu virkede maskinchefens maskine igen.

 arrow4_u.gif

 

 


 Forhyret som styrmandens
fornøjelse

Som før omtalt er hustrusejlads af det gode. Denne gang var det styrmand Lykkes tur til at have fruen med. Styrmand Lykkes lukaf lå op ad kaptajnens kahyt. I de mindre skibe boede man tæt på hinanden, og isolering havde rederen sparet på, idet man var af den opfattelse, at søfolk er resistente over for varierende temperatur på begge sider af frysepunktet.
Skibet satte kurs mod Fjernøsten og temperaturen steg ligefrem proportionalt med breddeforandringen. Det blev en oplevelsesrig tur. Man besøgte Østens eksotiske havne, og man lå ikke under 14 dage i hver havn.  Man startede med at losse forskelligt stykgods fra Europa i de forskellige havne derude.  På hjemvejen lastede man silke i Hong Kong, teaktræ i Bangkok,  østens mystik i Singapore, gummi i Indonesien, te på Ceylon og bomuld i Bombay.  
Fru Lykke var en levende pige, hun besad den evne at kunne underholde hele besætningen ved sin tilstedeværelse. På denne tur oplevede hun hele verden.
Hun gik

da også grædende ned ad landgangen, da hun afmønstrede.
Uddannelsen ventede forude, også børn, som de fik en håndfuld af. Mange år senere blev hun ramt af et mildt tilfælde af forårsrengøring. Under denne proces blev alt hevet ud af skuffer, bøger ned af reoler, gardiner sendt til vask og tæpperne renset, indtil hun fandt sin søfartsbog fra dengang. Overvældet af minderne kneb hun en tåre. Hun bladrede lidt i den og under ”mønstret som”  (stillingsbetegnelsen om bord), havde kaptajnen skrevet ”Styrmandens fornøjelse”.

 arrow4_u.gif

 

 

 
 Møllen ved Fjaltring
Skipperens vindmølle anpart.

Fiskeriministeriet havde til erstatning for det gamle hav-undersøgelsesskib ”Dana” indkøbt et helt nyt skib. Dette kom selvfølgelig også til at hedde ”Dana”.
Efter nogle uger med udrustning af diverse grej og proviantering stod skibet ud af Hirtshals.
Om bord var videnskabsmænd med lange uddannelser og med meget kloge hoveder. De kaldte sig ”biologer” og havde meget forstand på fisk og fiskeri.
Allerede inden molerne var passeret, fik fiskerne besked på at gøre et af de store trawl klar til udsætning. Fiskerne havde ikke for travlt, for de vidste af erfaring, at det ikke var mulig at trawle lige ud for Hirtshals p.g.a. nogle store sten, der ligger på havbunden.
Kaptajnen skyndte på fiskerne og bad dem sætte trawlet hurtigst mulig, uden der dog skete nogen væsentlig hastighedsændring i arbejdstempoet.
Herefter blev fiskemesteren kaldt op til kaptajnen og blev bedt om at følge ordre, alt imedens alle biologer stod med samtykkende miner.
Som sagt så gjort, trawlet røg ud med en helvedes fart og farten afpasset til fiskeriet.
Der gik ikke mange minutter, før der lød nogle kraftige smæld nede fra dækket. Og man kunne konstatere at et trawl til adskillige hundrede tusinde skattekroner var iturevet. Fiskemesteren gik da på broen, med et ”hvad sagde vi!”.
Kaptajnens kommentar:  Nu var det videnskabeligt bevist, at der ikke kunne trawles ud for Hirtshals!
Biologer med røde ører fik nu meget travlt med at komme ned fra broen.  Efter denne hændelse og en hel del politisk polemik, som jeg ikke vil trætte læserne med, fik ”Dana” ny kaptajn.

 Foråret 1986.
Havundersøgelses skibet ”Dana” af Hirtshals var på vej ned langs den jyske vestkyst med kaptajn Ruby fra Fjaltring som fører af skibet.  Det blæste en frisk NNV-lig vind over Nordsøen, og kaptajn Ruby havde afpasset farten til at passere Fjaltring ved kaffetid. Som et af de få skibe i fiskeriministeriets tjeneste indtog man kaffen på broen, idet den var større end messen. Ruby, der lige havde ændret sin portefølje til vindmølleandele, ville gerne fremvise den mølle, han havde sat sine spareskillingerne i. Og da alle havde skænket sig en kop kaffe, fik Ruby ”pludselig” øje på sin mølle.
“Der kan I se min vindmølle!” udbrød han stolt.
Alle på broen nikkede høfligt og samtykkede i, at det var skam en god og fornuftig investering, kaptajnen der havde gjort.
Bortset fra 2. styrmanden. Han stod længe efter og kiggede gennem kikkertens skarpe linser, hvorefter han henvendte sig til kaptajn Ruby med klar og høj røst: “Den kører den forkerte vej!”.
Ruby stivnede først af skræk, derefter rystede han halvdelen af kaffen ud over kortbordret, hans kulør ændrede sig til gasblå.
For når møller kører den forkerte vej, koster de penge!
Nu kridhvid i hovedet rev han 2. styrmandens kikkert ud af hånden på ham og kiggede på møllen, der kørte lystigt rundt.
2.styrmanden kunne nu ikke holde latteren i sig længere, og pludselig brød hele besætningen ud i latter.
 

 

 

Navigation is a science of vague assumptions,
based on debatable figures,
taken from inconclusive experiments,
performed with instruments of,
problematic assurance,
by person of doubtful reliability,
and of questionable mentality.

 arrow4_u.gif

Ordliste

 1 Last

2 Bagerste del af skibet

3 En anordning til at hive tov tot med, bruges også om fortøjningsspil.

4 Et kæmpestort skib der fragter råolie.

5 Flytte

6 Et langt bræt, beregnet til 2 matroser, hængende i 2 stk. tovværk.

7. Hvor maden bakkes op, og al bestik opbevares.

8 Tomt skib, med vand i tankene, for at holde skruen i vandet.

9 Rydet op og sat på plads.

10. Skær brænder gas

11. Frembragt.

12 Lejerne af skibet, efter den er klar til lastning.

13. Som at betale for et hotelværelse uden at bruge det.

14. Kold te, der ligner whisky

15. Bedøvelse

16. Vinkel og afstandsmåleapperat

17. Motorer der trækker dynamoer.

18. Bagage, køjesæk m.v.

19. Bygning under skorstenen.

20. Huset på et skib, hvor besætningen bor.

21. Øverste dæk over Broen.

22. Benzin, olie, disel, m.v.