Historier fra de varme lande.

Afsted igen

af

Søren Lyhne

Historier fra de varme lande

II

Fortsættelsen

Af sted igen.

2003

Historierne er mig blevet fortalt, til megen moro for sine omgivelser, enkelte er oplevet og jeg har groft overdrevet dem alle, for at fremme forståelsen. Enkelte må man have lidt/meget maritim indsigt i for at forstå.

Alt vel herfra

Hils omkring

Søren Lyhne

2003

Tak til min fætter, Degn Anton Lyhne, der har ageret som sprogforenkler og stavekontrol.

   Forord til Sørens anden bog.

Da jeg var dreng, var sømandslivet omgærdet af romantik takket være store, elskede romaner om drabelige begivenheder til havs i store sejlskibe på eventyrlige langfarter.

Rigtige mænd på rigtige skibe!

Der er et stykke vej til Sørens virkelighed med gødning, olie i supertankere eller containere, der næsten på minuttet krydser Atlanten, Det indiske Ocean eller Stillehavet styret af computere og satellitforbindelser.

Alligevel er livet til søs fyldt med muntre, mindeværdige, saftige, grinagtige oplevelser, der er værd at fortælle videre, ikke bare i sømænds muntre lag, men også - i et enklere sprog - for landkrabber som mig.

Tak til Søren, fordi du har underholdt mig i nogle gode timer med dine historier!

God fornøjelse til alle jer, der har dem til gode!

Anton Lyhne.

Indholdsfortegnelse.

Til forsiden

 Singapore for mange år siden.

Maskinchefens øjne.

2 af A. P. Møllers stykgodsskibe lå langs kaj i Singapore, samtidig med at der var amerikansk flåde-besøg i havnen.

Man kunne ikke sparke sig frem for amerikanske marinesoldater nogen steder i byen. Priserne var skruet helt vildt op. En Tiger øl kostede 3 gange normalprisen. Plads var en mangelvare på værtshusene og pigerne gad hverken kigge eller fløjte efter en. Omstændighederne var i det hele taget meget miserable.

Skibenes maskinchefer, der var meget lokalkendte efter de mange års sejlads på Fjernøsten, havde aftalt et møde over en fyraftensbajer oppe på et lille lokal værtshus, som næsten ingen kendte.

Vedligeholdelsen af skibene stod besætningerne, som den i dag, også dengang selv for. Tit blev klokken over 2200, forinden dagens tørn var ovre. Maskinen kunne jo selvsagt hverken repareres eller vedligeholdes, når skibet sejlede.

Hen ad midnatstid mødtes maskincheferne på omtalte værtshus. Her var der heldigvis kun få marinesoldater, idet den "lette garde" ikke havde adgang til værtshuset. Men uagtet dette, var ølpriserne alligevel skruet op, på et, efter deres mening, alt for højt plan.

Og værtshusholderen var desværre aldeles uimodtagelig for nogen form for forhandling angående rabatordninger.

Nu var gode råd dyre. Man faldt i snak med nogle marinesoldater, og midt under denne sociale maritime sammenkomst siger den ene maskinchef:

"Jeg vil vædde en omgang øl på at jeg kan bide mig selv i øjet"

Den "købte" marinesoldaterne.

Hvorefter Maskinchefen tog sit glasøje ud, satte det mellem tænderne og bed. Til stor moro for marine-soldaterne, der straks købte en omgang kolde Tiger øl.

Denne læskende, kølige og svalende drik forsvinder som dug for solen på disse breddegrader, mindre end 4 timers sejlads fra ækvator. Humøret stiger da også ligefrem proportionalt med indtagelsen.

" Jeg vil vædde 2 omgange på, at jeg kan bide mig selv i det andet øje." sagde maskinchefen pludselig.

Nu blev marinesoldaterne pludselig tavse. Kiggede på hinanden og rystede på hovedet. Her lå noget bag, som de ikke kunne finde ud af.

"Jeg giver 10 omgange, såfremt det ikke kan lade sig gøre" sagde maskinchefen så med høj klar røst.

Nu er amerikanerne jo af en vist spillernatur og oddsene 1:5 var da noget, man kunne tage og føle på. Så væddemålet blev indgået, ja selv værtshusholderen blev taget i ed, for det skulle jo gå retfærdigt til.

Nu tog Maskinchefen sit gebis ud, førte det til det andet øje og klappe tænderne sammen om det.

Første gang i Indien
Bombay (Mumbay)

Det hele startede samtidig med, at man sendte de første astronauter op på månen.

Lars, der lige var nyuddannet og eksamineret skibsmaskinmester, skulle til Bombay for at mønstre et af Kompagniets skibe, der sejlede under lidt mere eksotiske himmelstrøg. En flink dame fra kontoret ringede en dag og meddelte ham flyvetiderne. Samtidig sagde hun dog også, at han burde have nogle dollars med i små sedler.
Intetanende vekslede Lars 200$ i een dollar sedler i den lokale egns sparekasse, rullede dem sammen og satte en elastik omkring.
Nu skal det lige indskydes, at Lars er vokset op i Jylland og er Jyde med et stort "J". Det vil sige, at man ikke giver noget ud uden at have fået det dobbelte igen. Ligesom de midtjyske hosekræmmerne og krejlerne fra den jyske højderyg.
Med bundtet i overlommen satte han kurs mod Karup.
14 timer senere landede han i Bombay og stod nu i køen foran paskontrollen.
Da han endelig kom frem til betjenten i buret, blev han afvist og måtte om bag i køen igen. Dette skete nogle gange, men til sidst var han alene.
Betjenten sagde nu: "Do you have any money?"
"Yes, yes" svarede Lars og viste ham hele rullen af sedler. For derefter omgående at lægge hele bundtet tilbage i overlommen.
Betjenten forklarede nu Lars om det manglede stempel i passet for at kunne komme ind i landet.
Betjenten sagde nu igen: "Do you have any money?"
"Yes, yes." svarede Lars og gentog forevisningen.
Da dette havde gentaget sig et par gange, kaldte betjenten på et par kraftige kollegaer, der straks smed Lars i en overfyldt indisk fængselscelle. Samtidig med at de beklagede sig over, at den flyver, han var kommet med, allerede var fløjet igen.
Hvorledes Lars overlevede natten, har han heldigvis fortrængt.
Men da han næste morgen blev købt ud af Kompagniets stedlige agent, var der hus og helvede. Ikke nok med at skibet blev forsinket, fordi de skulle vente på Lars. Men agenten måtte nu i al hast til at købe et indrejsestempel til passet for den ordinære pris. Hvilket jo derude var et overordentligt anseligt beløb og noget, som man "normalt" købte af paskontrolbetjentene for et mindre vederlag lagt ind i passet, samtidig med at man foreviste ham det.
Men Lars, han kom om bord med alle sine 200 $ samt æren i behold, idet det jo er Kompagniet, der skal afholde alle rejseomkostninger.

Umiddelbart herefter landede astronauterne på månen.

 Slinger i valsen på Kogtved.

Kogtved Søfartsskole i Svendborg er et af landets aller skrappeste skoler. Så skrap, at forstanderen ikke kendte nogen, der var skrappere, når han selv skulle sige det. Engang fik vi ham dog meget forsigtigt og lavmælt til at nævne, at måske søværnets frømandskorps havde en skole, der lå på ’næsten’ samme niveau.
Det mindste vi lavede forkert, blev vi nægtet landlov lørdag aften. Ikke nok med at vi ikke måtte komme i land, men der skulle også arbejdes. Vi blev kaldt ’Blue Guard’, hvis vi ikke havde lavet lektier, roet en vis distance eller sovet på nattevagten. Ja, sågar hvis en af dansepigerne tirsdag aften klagede over en vis ømhed over tæerne, kunne der idømmes ’Blue Guard’.
På holdet havde vi en lidt ældre elev, Frederik, der i forvejen havde en håndværkeruddannelse og dermed også var lidt mere moden end vi andre.
Han havde også lidt sværere ved at indordne sig under disse for ham så svære regler og normer. Vi andre vidste ikke bedre og fulgte bare anvisningerne det bedste, vi havde lært.
Frederik var fast ’Blue Guard’ i de første mange måneder. F.eks. havde han lært sig at pudse messing med den ene hånd i lommen til lærernes store forargelse.
Endelig kom der en uge, hvor han ikke havde lavet nogen fejl, om det var lærerne, der synes det var synd for manden, at han endnu ikke havde fået landlov, vides endnu ikke med bestemthed. Men hvor om alting gælder, havde han endelig taget mølkuglerne op af lommerne og kravlet i landlovstøjet for frekventering af Svendborgs mange beværtninger.
Penge var for ham ikke noget problem, idet han havde sparet de mange ugers lommepenge op.
Vi fik 20 kr. pr. uge, så jeg var glad for at mor sendte en lille pakke med tobak og cigaretter i ny og næ, godt skjult imellem småkager og sandkage.
Frederik kom rettidig hjem kl. 2300, men skulle dog bruge hele den 6 meter brede vej, der førte ned til hoved-bygningen, da der skulle tages både bestik og pejling mellem affarende og påkommende sted.
Et par af skolens kvikke elever hankede hurtig op i ham, fratog ham hans landlovs tegn, og fik det hængt på plads ved lidt list og behændighed, uden at vagthavende lærer opdagede noget.
Derefter tog de Frederik under armene for at føre ham, via Nordtrappen, op på lukafet.
Undervejs sagde Frederik:
"Jeg vil give Forstanderen ret i, at dette er et skib, og det må være mindst fuld orkan i øjeblikket".

Turen over Disko bugten.
Nyhederne.

Vi var på forlægningssejlads¹ fra Jakobshavn til Egedesminde med det gode skib SKA 4.
Et af 4 fartøjer fra Søkortsarkivets flåde på Grønland, specielt beregnet til opmåling af havbunden. Målingerne skulle bruges til udgivelser af et nyt sæt søkort omkring Grønland, således sejladssikkerheden kunne øges væsentlig.
Sagen var bare den at grønlænderbørnene havde færdedes i farvandet sammen med deres forældre fra før de kunne gå, og havde derfor den fornødne områdekendskab til at kunne undvære kortene. Det var således kun "Den Hvide Mand", der købte kortene.
Eksempel:
Når vi havde fundet et nyt rev eller skær blev positionen omgående telegraferet til Danmark og medtaget i næste uges udgave af "Efterretninger for Søfarende".
Grønlænderne rystede på hovedet og sagde, at det var absolut ikke noget nyt. De huskede tydeligt, deres bedstefar havde fået positionen af hans far engang, før de blev født.
Videre med forlægningssejladsen:
Vi vaskede tøj undervejs. Vaskemaskinen var kølvandet efter skibet. Tøjet blev bundet på en flagline, derefter blev tampen af linen bundet forsvarligt til lønningen² og tøjet søsat. Efter 20 minutter blev farten reduceret og tøjet bjærget. Det var bare rent, skal jeg hilse og sige. Herefter skyllede vi tøjet i en pøs ferskvand.
Ferskvandet havde vi fået ved at tø en pøs ituslået isbjerg op nede ved siden af maskinen. Tøjet blev nu lagt hen over maskinens udstødnings rør og afhængig af maskinens ydelse blev tøjet tørt på mere eller mindre rekord tid. Såfremt vi glemte tøjet startede brandalarmerne med det resultat, at frivagten blev skidesur over at blive purret ud p.g.a. en sådan bagatel af et par svedne underhylere.
Alt imens vi holdt øje med det vaskende tøj, skruede vores søløjtnant op for radioen. Vi fik nogle oplysninger, om noget for os så ligegyldigt, som at høsten var i fuld gang i Danmark, og noget om tørketilskud p.g.a. sommerens hedebølge i 1975.
Da vi pludselig hørte, at en 12 års dreng havde skudt en isbjørn lidt uden for Egedesminde, spidsede vi godt nok ører. Knægten var gået ud for at lege, da han på lang afstand så en snedrive bevæge sig. Han GIK nærmere for at se på dette underlige fænomen. På et tidspunkt opdagede han, at det ikke var en bevæglig snedrive, men en fuldvoksen isbjørn, da LØB han hjem.
Hjem efter sin fars riffel og nogle patroner.
Skyndte sig op til isbjørnen og skød den.
Hjem igen, denne gang efter mor, så hun kunne flå skindet af isbjørnen.
Skindet blev solgt for 20.000 kr.
Kødet blev hængt til tørre, så hundene havde noget at leve af igennem vinteren.

Men faderen blev senere af den lokale landbetjent "Kabys sheriffen"³ idømt en bøde på 300 kr. da han ikke havde opbevaret skydevåben og ammunition uden for børns rækkevidde.

1:   Sejlads mellem 2 steder tæt på hinanden eller mellem 2 havne

2:   Rækværk rundt skibet

3:   Kabys sheriffen, fordi værtshuset i Egedesminde hedder Kabyssen og betjenten tit holdt sine vagt der. Undskyldningen var, at byens urolige elementer ofte opholdt sig der.

Elektrikerens hule skål.
Monrovia, Liberia, Vestafrika

M/S ”Heering Mille”
Den gamle franske ’slæde’, som Heering Line købte af et fransk rederi i begyndelsen af 1970’erne, var blevet bygget med rødvinstanke i provianten. Da man jo som fransk officer ikke kan leve uden rødvin i mere end 6 timer ad gangen.
Høkeren om bord ville ikke bunkre¹ rødvin fra tankvogne, så vi måtte selv i land for at proviantere denne herlige livsgivende drik.
Vi var i gang med at laste jernmalm i Monrovia, Liberia, på Vestafrika. Lastningen gik lidt træg, for der var konstant nedbrud på laste arrangementet².
Denne tid blev brugt til ekskursion og rekognoscering³ af et evt. muligt sted til indkøb af vin og andre herlige fornødenheder. Temperaturen lå et stykke over dansk normal sommertemperatur, og for at undgå dehydrering indfandt vi os på en større beværtning i flere etager.
Det næste jeg husker var, at jeg og mine kæmpestore tømmermænd vågnede næste morgen ved megen råb og høj tale. Alt imedens jeg opdagede, at der ved siden af mig lå noget, der lignede et sort kakkelovnsrør med krøller på toppen.
Ude på gangen var der vild opstandelse, afrikanske ord strøg på kryds og tværs igennem de 6 millimeter tynde krydsfinervægge. På et tidspunkt, da jeg havde fattet mig, stod ’kakkelovnensrøret’ ud af køjen og tog tøj på, samtidig med at hun talte meget højt på sit modersmål. Dette billigede mine ”tømmermænd” aldeles ikke, husker jeg.
Pludselig hørte jeg elektrikerens stemme, sådan ret panisk. Jeg selv kom da ret hurtigt i tøjet og spænede alt, hvad jeg havde lært ned på gaden, hvor de andre besætningsmedlemmer havde samlet sig.
Elektrikeren kom sidst og holdt et hurtigt mandtal, hvorefter han anbefalede os så hurtig som muligt, at returnere til  skibet.
Undervejs til skibet fik vi ham dog afæsket følgende forklaring:

Midt om natten skulle han pludselig ”ofre” noget af det kvalitetsmæssigt tvivlsomme lokale øl. Og da han ikke kunne finde lyset, måtte han føle sig frem i nattens mulm og mørke. Heldigvis fandt han da noget, der mindede om en plastskål, dog af mindre form, og vedhængt noget, han mente var en karklud. Næste morgen, da solen brød frem over den Afrikanske savanne, opdagede han sin fadæse, og med en blanding af engelsk og nørrebrosk forsøgte han undskyldende sin ulykke overfor pigen. Pigen forstod åbenbart ikke det fjerneste af, hvad han sagde. Hun råbte nu pludselig meget højt til sine medsøstre på de andre værelser, da hun opdagede, at elektrikerens ”ofring” var sket ned i hendes paryk.

1 Bunkre = Pumpe brændstof om bord

2 Lastearrangement = Conveyer = Transportbånd.

3 Rekognoscering = På udkig efter.

Koksmatens ekstra undervisning i basis færdigheder
Australien 1974

Bulkcarrieren ”Heering Christel” var efter aflevering fra B&W værftet sendt ud på fjernøsten for at tjene penge til skibsrederen. Skibet havde fået en kontrakt med et japansk firma om at fragte kul mellem Australien og det energihungrende Japan.
Da skibet var en vinterbygning fra B&W i København, kan alle regne ud, at de københavnske malere hellere ville sidde i kantinen og kommentere de sorte regn skyer, end at male skibet på denne tid af året.
Derfor bestilte vi ikke andet end at male fra kl. 6 om morgen, til vi segnede om aftenen. Overtiden gik direkte til kontant udbetaling, og pengene fejlede ikke noget. Selv koksmaten malede i sin sparsomme fritid for at tjene lidt ekstra.

I Gladstone, Australien, blev vi inviteret ud af en derboende dansk familie. Desværre kan jeg ikke huske deres navne, men skulle nogle kende dem, så hils dem endelig. Jeg er dem dybt taknemmelig for de oplevelser, de gav os.
De viste os Gladstone og omegn, eksempelvis husker jeg nogle bøffer i Badon Rouge, der var pralende større end tallerken. Herude ”in the outback” brugte man en 30” rundsavsklinge til at stege en bøf på, som derefter af helt naturlige grunde blev delt i fire uden pral. Her gjorde man det bare. Men bøffen blev jo også tilberedt af en dansk husmor.
Vi badede i en å, der havde så rent vand, at man kunne se bunden, hvilket man jo ikke var vant til fra Holstebro. Familien viste os en bananplantage, hvor jeg købte en hel klase grønne bananer og fik besked på, at de skulle hænge lunt og i mørke. Bananklasen røg direkte ind i et reservearbejdstøjsskab og blev der i ca. 14 dage, indtil jeg tilfældig kom i tanke om den. Jeg lukkede op, og hele dækket blev fyldt med små sorte stikkende bananfluer, som skibet døjede med de næste 7 dage, indtil vi fik koldt vejr igen.
Oplevelserne var overvældende mange, og kænguru-skindet hjemme hos Mor eller hos Jenny er stadig et kæmpe minde fra ”down under”.
Men tilbage til koksmaten, det er ham, historien skal dreje sig om.

Jens fra Struer var mønstret om bord som koksmat (kokke elev), en stille og rolig person, der ikke kunne drømme om at påberåbe sig opmærksomhed under nogen former. Hans stille gemyt afstedkom også, at jeg først huskede denne episode, da jeg gennemgik nogle fotografier fra den udmønstring, selvom vi var ombord i  over 7 måneder forinden denne hændelse.
Dengang mønstrede man på 12 måneders kontrakter som skibsansat. Og når året var gået, henvendte man sig til kaptajnen og anmodede høfligst om afvikling af ferie i Danmark (ellers kunne man risikere at blive sat af i Langbortistan, alt efter kaptajnens forgodt-befindende). Kaptajnen skrev nu et brev til Rederiet desangående og opfordrede til afløsning inden for de næste 2 måneder på billigste måde.
Men Jens blev forelsket i Australien. Fra den ene dag, hvor vi knap nok vidste, at han eksisterede om bord, til den næste, hvor vi alle om bord fik en levende beretning af alle eskapaderne, han og hans fiance¹ havde oplevet

. Da vi næste gang kom til Gladstone, stod hans fiance tidlig om morgenen og ventede på kajen. Han var da også den første nede over gangvejen, endda inden at sikkerhedsnettet var fastgjort. Og så var de væk.
Kokken gik i sidegangen, bandende og svovlende over dette kvindfolk, der kunne sætte sådanne nykker i knægtens hoved, at han ikke engang kunne skrælle en sølle portion kartofler til 28 søfolk og vaske op efter dem (en daglig basisfærdighed hver dag i 12 måneder, for alle elever, der vil være skibskok).
Da han dagen efter kom tilbage på skibet og mødte på arbejde, fik han af hovmesteren jordens største skideballe for udeblivelsen dagen i forvejen. Jens der havde oplevet mere i løbet af dagen og natten, end hele Struer by og opland tillod ham igennem hans 17 år i byen, var halvfuld og strålede af glæde, som kun en nyforelsket kan.
Han var fuldstændig komplet ligeglad med hovmesterens skideballe, så han (og hans selv-sikkerhed)  vendte om på ”femøren” og gik atter fra borde.

Da vi skulle afsejle manglede Jens.

Hovmesteren og kokken måtte op til kaptajnen og indberette denne hændelse. I en fart blev agenten, det stedlige politi samt immigrations myndighederne behørigt varskoet.
Da myndighederne ikke havde oplevet andet siden 1832, da de første danske søfolk rømmede fra skibene dernede, havde de da også papirerne klar til udfyldelse aldeles omgående. Vi andre blev beordret til at pakke hans habengut og bringe hans vadsæk ned til politiets bil, der stod afventende på kajen.
Skibet afsejlede rettidig, en sådan bagatel forsinker ikke skibene på disse kanter. Som sagt, det har de oplevet dernede så mange gange før.
Hvorledes opholdet for Jens har været, vil jeg overlade til jeres egen fantasi.
Men hvorom alting gælder, så stod Jens på kajen da vi halvanden måned senere efter returnerede til Gladstone.
Brødbetynget og uden en krone på lommen gik han den tunge gang op til kaptajnen, der omgående udbad sig en forklaring på hans skændige opførsel og rømning.
Da Jens løb tør for penge, droppede hans fiance ham. Han havde nu ikke anden mulighed end at henvende sig til de stedlige myndigheder.
De satte ham aldeles omgående i arresten, hvorefter der dagen efter kom en lille notits i den  lokale avis.
Den danske familie læste notitsen og begav sig til arresten, hvor de løskøbte ham mod at stå til ansvar for ham så længe han var i Australien.
Da han ikke ejede den engelske dronnings mønt, måtte han jo på en eller anden måde arbejde sig hjem til Danmark. Og for ham var den eneste umiddelbare vej hjem via ”Heering Christel”

Kaptajnen udfærdige da en ny hyrekontakt på endnu en 12 måneders udmønstring.

1 fiance = kæreste

Finns flaske vodka.
København/Fanø 1974-1975

En af mine meget gode venner Finn (Navnet ændret p.g.a. evt. represaliger på redaktøren) sejlede med rederiet Øk i begyndelsen af 70’erne. Det var dengang skibene jævnlig kom til København for losning af ”Østens mystik” og laste mere civiliserede varer derud til. Finn var af en af dem, der skulle afmønstre og havde derfor indkøbt en flaske vodka, der kunne gøre de næste års tid lidt lysere på navigationsskolen.
Finn, der dengang var en meget retskaffen person, blev nu lidt betænkelig ved situationen. Han rådførte sig derfor med matros Jensen, der som sædvanlig altid havde gode råd for både det ene og andet.
”Sådan noget plejer vi altid at lægge op i styrbord redningsbåd, når vi passere Kronborg.” sagde Jensen.
Som sagt som gjort, Finn lagde sin flaske op i båden. Til sin forfærdelse opdagede han, at der i forvejen lå en enkel flaske vodka i båden.
Resolut tog han nu sin kuglepen og skrev sit navn på sin egen flaske, for tilhørsforholdene skulle der ikke herske nogen tvivl, og lagde den tilbage under toften¹.
Da skibet næste morgen blev visiteret af told myndighederne, opdagede man en del flere flasker i styrbord redningsbåd. Så mange endda, at det rakte til et par kasser af denne liflige humørgivende væske. Tolderne opdagede ligeledes, at der på en af flaskerne stod navnet Finn. Skibets besætningsliste blev nu fundet frem, og der fandtes om bord kun een person ved navn Finn. Han blev derfor også præsenteret for hele bøden med der til hørende afgifter for hver af flaskerne.
Finn fik en afdragsordning med tolderne.

Da alle afdrag var indbetalt, kunne varerne afhentes på posthuset. Og sikke en fest der blev på kollegiet den weekend. Finn lagde vi allerede til køjs cirka kl. 1900, mens vi andre fortsatte. Hen ad kl. 0500, hvor solen lige var ved at titte frem, blev vi tilbageværende enige om at tage ud til stranden og bade. Finn havde da sovet i adskillige timer, hvorfor han straks blev purret og udnævnt til chauffør.
Det forholdte sig nemlig så fordelagtig, at han tillige med havde en folkevogn, som hans bror havde købt meget billigt hos en ophugger. Vi blev, efter lidt overtalelsesbesvær, kørt ud på stranden af Finn. Vandet lå klart og bare ventede på os. Det modsatte forholdt sig med temperaturen. Da vandet ramte os med mindre end en halv storetås negl, var vandet både blevet koldt og vådt. Vi blev hurtigt enige om, at dette uvenlige element burde skånes for vores legemer.
Herefter kørte vi mod Sønderho. Rygterne ville vide, at man kunne få verdens bedste morgenkomplet dernede. Så kl. 0630 parkerede Finn ”den rust brune karet” med en ordentlig knald fra udstødningsrøret, lige foran Sønderhos 5 stjernede kro.
Vi begav os til indgangen med stor selvværd og selvtillid, og blev mødt af selveste kroværten iført en meget morgensur attitude. En af os bestilte straks med høj tydelig røst 4 morgenkomplet, bestående af 4 grønne Tuborg og 4 blødkogte æg.  Kroværtens ansigtsfarve ændrede sig fra dybrød til en gasblå nuance, der nu kunne springe i luften når som helst. For på 1 sal, oppe under hanebjælkerne, boede der meget rige tyske gæster, der ikke ser på prisen, så længe de bliver behandlet ordentlig og værdsætter i særdeleshed en rolig morgen på et fredfyldt sted. Kroværten smed os på porten med besked om at vi ikke skulle vise os i byen nogen sinde igen.
Nå, det var der jo ikke noget at gøre ved, så vi forhalede over til Maren, der på det tidspunkt havde et hotel ca. 100 meter derfra.
Her var enhver navigatørelev velkommen, og vi blev da også modtaget med åbne arme og morgenugler i håret. Rengøringspigen fik besked på at stille kost og spand fra sig og ellers forsyne os med en morgencomplet ( 4 Tuborg og 4 blødkogte). Pigen forsvandt for en tid, og returnerede med 4 Tuborg, samtidig med at den lokale landbetjent ( The pink panter ) dukkede op i lokalet.
”Hvem tilhører den folkevogn, der er parkeret lige foran indgangen til dette hotel.” ??? spurgte ” panteren”.
”Den tilhører mig.” svarede Finn
”Du og jeg skal til Esbjerg og aflever din blodprøve.” sagde panteren.
Da Finn og panteren var gået, henvendte Tommy sig tørt til pigen, der stadig stod måbende med 4 Tuborg i hænderne.
”Det bliver nu kun 3 blødkogte, frøken.”

1. toften = Det tværgående brædt man sidder på i en robåd.

 Fiskefrikadellerne
Turen mellem Sydafrika og  Korea

Tilbage til turen mellem Sydafrika og Korea, en tur jeg mindes på både godt og ondt. Turen indeholdt alt, hvad man kan komme ud for som sejlende. Lige fra Aggulas strømmen og til uberegnelige storme på den sydlig halvkugle, samt sejlads på ”the blowing forties”. Modvind hele vejen til Sunda strædet, og skulle vinden flove lidt, havde kaptajnen som stående ordre minimum vindstyrke 8 i dagbogen, uanset om overstyrmandens kone kunne solbade på ”Monkey Island”
Hovmesteren var af en lidt suspekt karakter. Havde engang sejlet som fransk kok og jungmand i en marstaller skonnert og derfra avanceret til hovmester.
På hans dør til hans lukaf hang en indrammet annonce fra et Ærøsk skibsprovianterings firma.

Foderkartofler sælges
også velegnet til skibsbrug.

Han havde været i land en årrække, ejet flere værtshuse, sågar også en meget fin restaurant, når han selv skulle sige det.
Efter et par år gik han fallit med både værtshuse og restaurant og måtte derefter til søs for at kunne udrede med kreditorerne derhjemme, idet han selv sørgede for omsætningen.
Da vi kom til Sydafrika var der næsten ikke mere proviant. Hovmesteren havde ved skibets ankomst iklædt sig det ”stivest puds” og afventede ved gangvejen skibshandlerne, der efter hans mening måtte stå i kø for at lave en god handel med ham. Der kom bare ingen skibshandlere.
Efter nogle dage måtte han selv opsøge skibshandlerne. Han endte på en ydmyg adresse lidt afsides fra byens centrum, hvor telefon og telefax endnu ikke fandtes. Resultatet udeblev da heller ikke. Dagen efter kom en mindre varevogn med proviant. Første klasses varer må jeg nok sige. I første omgang fattede vi ikke mistanke, men når andre hovmestre provianterede kom det som regel i en stor lastvogn.
Forinden afgang til Korea, en sørejse på 32 døgn i søen samt lovpligtig ekstra proviant til 7 dage ekstra. Ja, så skulle der provianteres ud til næsten 40 dage.  Skipperen, der har ansvaret for besætningens ve og vel om bord, havde i dagene forinden afgang haft nogle heftige kontroverser med hovmesteren, idet proviantrummet lignede noget der var fuldt af ingenting og tomt. Hovmesteren måtte nu igen af sted til skibshandleren.
Og dagen forinden afgang kom en lastbil med proviant. Vi fik slinget¹ op og hejst om bord. Hovmesteren stod selv for stuvning af provianten, medens vi andre drak proviantøl oppe agten for kabyssen.
Da vi endelig kom i søen og fik vores første storm ud for Durban, rovsede² al proviant ned fra hylderne. Hovmesteren havde glemt at sprosse³ af, så al proviant flød dernede. Ødelagte kasser med kiks blandet med itu gået konserves, radiser og salathoveder sejlede om kap med tun i olie og makrel i tomat, med pærer og æbler på toppen, tilsat kartofler og gulerødder.
Men vi holdt modet oppe, for dagen efter lovede kokken os en gang frikadeller med stuvet hvidkål, som vor mor ville lave det.  
Dagen efter havde det flovet⁴ til vindstyrke 8, og kokken var i gang med at stege frikadellerne. Dog lugtede det mistænkelig af fisk, men vi slog det hen med, at det var nok hovmesteren, der stadigvæk gjorde rent i provianten. Vi fik os bænket til middag og messemanden serverede som sædvanlig. Suppen smagte som fiskesuppe, intet ondt i det.
Men frikadellerne smagte som fiskefrikadeller. Man havde åbenbart vedblevet med at fodre med fiskemel indtil slagtningen af grisene.
Rejsen derud til Korea gik i fisk, hver gang vi skulle have en ret af flæskekød. Flæskestegen blev næsten omgående døbttun steg. Ja, selv en gang stærk paprika kunne ikke skjule fiskesmagen.
Jeg afmønstrede heldigvis i Korea, jeg skulle jo hjem og præsenteres for præsten, forinden Britta og jeg skulle giftes.

1 Slinget = Sætte emnet fast til kran krogen.

2 Rovsede = Rutsjede, gled, skred, m.v.

3 Sprosse = Sætte noget imellem så det ikke rutsjer, binde fast

4 Flovet = Aftagende

Kuling i Nordsøen
Om bord på færgen mellem Esbjerg og Harwich

En af mine medstuderende på Kogtved Søfartsskole, har stor humor og evner, der overgår selv den mest intelligente person.
Da jeg startede på navigationsskolen, gik han en klasse over mig, idet han under ingen omstændigheder ville være soldat. Efter eksamen fik han dog en indkaldelse til marinen, hvor der i indkaldelsen stod, at han skulle være løjtnant af reserven. Dette fik han dog forpurret ved at dumpe i morsesignalering ved optagelsesprøven,  hvilket han uden at åbne bogen en eneste gang, lavede et 11 tal i på navigations skolen.
Medens vi gik på navigations skolen havde han fået tilnavnet ”Den sorte død”. På en ekskursion til Tyskland havde han købt en model af et destilleringsapperat.
I et vedlagt hæfte stod følgende.

”Det er forbudt at forbinde rør A med rør B”.

Rør A og B blev aldeles omgående forbundet.

Hyben, salvie, rådne æbler fra naboernes haver, nedfalds blommer, vild timrian, mælkebøtteblade og andet godt fra naturen blev straks indsamlet. Sukker blev sponsoreret af skolens sukkerskåle. Efter lang tids gæringsproces blev ferskvandsslange, gaskomfur og transportspand hastigt til rigget. Apparatet blev sat i gang, og det varede ikke længe før en liflig klar væske strømmede ud af apparatet. Men det smagte som ”rævepis og terpentin”. Han kom dog på den lyse ide at tilsætte væsken nogle Piratos lakridser. Det var bare sagen, nu smagte væsken ubestemmeligt, men idet mindste af noget, og det virkede.

På ”Sorte Døds” første udmønstring sejlede han som 2. styrmand på et af DFDS færger mellem Esbjerg og Harwich.
En dejlig solbeskinnet sommerdag, uden vind og blæst, kom han over radioen i samtale med sin onkel der var fiskeskipper på en lille fiskekutter. Kursen blev ændret en kende, så man kunne sejle tæt forbi hinanden for lige at vinke til hinanden.
”Sorte Død” gik nu med walkie talkie ud i brodvingen¹ for at vinke og idet de passerede hinanden, opdagede han den voldsomme hækbølge² færgen trak efter sig.
”Onkel, har du hørt om kulings varsel for området” ?
”Nej, det har jeg ikke” svarede onkelen.
”Den kommer nu” og i det samme var alt kaos om bord på onklens fiskekutter.

1 Brovinge = Området uden for styrehuset/broen

2 Hækbølge = Bølge der trækkes efter skibet når det gør fart.

 Jul i Biscayen
Slinger ned af Vestergade.

I december 1983 lå vi i Antwerpen og lastede rug og byg til væddeløbskamelerne i Saudi Arabien.
Da kornet stadig lå i siloerne og skulle sækkes forinden lastningen, blev opholdet en længerevarende affære. Britta tog toget derned for at besøge mig. Jeg havde dog sat næsen op efter at blive afløst og komme hjem til Britta, idet jeg var tættere på Danmark, og rederiet ville sparre en masse penge i transport omkostninger ved at afløse mig i Antwerpen i stedet for i Saudi Arabien.
Brittas  ophold blev dog en livsbekræftiende oplevelse, jeg sent glemmer. Vi fik set en del af denne smukke by sammen, forinden hun igen tog hjem til Fanø.
Lastningen gik langsommere end forventet, da vejret ikke tillod at have lugerne åbne, så længe det regnede. Endelig den 22. december kom lodsen og tog skibet ud gennem Vlissingen. Vejret var blæsende og regnfuldt, og med en strid modvind gjorde vi ikke ret meget fart.
Den 24. december passerede vi Quessant (Usant), og dermed var vi i Biscayen.
Vældige store dønninger, der stammede helt oppe fra Danmarksstrædet, havde et voldsomt tag i skibet. Vi rullede som bare f....., men Skipperen havde sat kursen syd over mod varmere himmelstrøg, så det gik nok.
Om aftenen havde messemanden dækket op, så godt han kunne i det vejr, og vi gik til bords. Suppen blev serveret i ølglas. Anden kom ind i en suppeterrin af stål og med fod. En skruetvinge fastgjorde suppeterrinen for enden af bordet. Kartofler og sovs kom aldrig længere end til pantrys dørk¹.
Nu blev det for meget, vi rejste os fra bordet og holdt ellers fast det bedste, vi havde lært. Første skibsmaskinmesteren (Plejlstangen) og jeg stod i døren, med ryggen mod hver sin dørkarm og med en fod mod den anden. Hver især med en andelår i hånden og en flaske rødvin skiftende mellem os.
Kokken, der nu var meget træt af det hele, smed hvad han havde i hænderne og satte et bånd i radioen, ”Slingre ned af Vestergade” med Gnags.
Det var den juleaften.

Første juledag fik vi telegram fra mægleren, at vi skulle ind til La Corona, en lille havn i Nord Spanien, og lastes fuld op med Steel coils. Og 2. juledag kl. 1500 lagde vi til kaj og holdte den største julefrokost, jeg nogen sinde har oplevet.
Jeg blev af kaptajnen tildelt vagten af ovenstående grunde og måtte forblive om bord, da nogle af de unge håbefulde sømænd gik i land, da værtshusene åbnede kort efter midnat.
Kl. 0400 blev jeg og mine kraftige tømmermænd purret ud af vores koksmat², der grædende fortalte, at hun ikke længere måtte følges med de andre drenge. Hvilket hun synes var særdeles ualmindelig uhøflig, urimelig og meget dødhamerende uretfærdigt. Jeg sendte hende til køjs, med en klar og kraftig besked, der ikke kunne misforstås. Om, at jeg kun skulle purres ud, såfremt skibet og dens mandskabs sikkerhed var i fare.

Dagen efter erfarede jeg, at drengene havde fundet et lille hus med sømandsvenlige piger, der hver kun var iført en enkel lille nissehue.

1 Steel coils = Stål i ruller, der kan valses ud til alt fra køkkenvaske til biler.

2 Koksmat = Kokke elev

Tunnelen mellem Lyttelton og Christchurch
Strejken

Havnearbejdere har det med at strejke i tide og utide. Såfremt der er den mindste antydning af en eventuel mindre lønstigning strejker de. De vil have endnu mere hver gang. Modsat vi søfolk, der ikke engang har en ret til det. Vi skal bare se på, at de andre strejker. Ikke engang en enkel lille forsigtig dags sympatistrejke er lovlig uden for Danmark. Skibsrederne ville da omgående slæbe os i Sø og Handelsretten for slig svigagtighed. Men heldigvis havde Matroserne da Preben Møller Hansen. Han var altid god for en lille strejke i Korsør, umiddelbart forinden påsketrafikken satte ind.
”Og når det regner på præsten så drypper det som sagt på degnen.”
Men hvorom alting gælder, var vi kommet til New Zealand. Vi lossede i Tauranga, Napir, Auckland, Port Nelson, Bluff og Lyttelton. Lasten  bestod af forskellige slags gødningsstoffer, heriblandt også et parti soda til det lokale glasværk i Lyttelton.
Sejladsen omkring New Zealand glemmer jeg aldrig. En natur så frodig og afvekslende, at man kan bade i 25º varmt hav om morgenen, stå på ski om eftermiddagen og begive sig på ørredfiskeri om aftenen.
I Lyttelton havde vi et længere ophold, idet vi her skulle oplosse sodaen til et lokalt glaspusteri, der lavede ølflasker til den lokale ”humle”-fabrik.
Hele skibet var bare hvidt over det hele, sådan som det støvede. Sodaen kom ind over alt og i alt. På mit kammer kunne jeg hver aften trække en finger over dørkarmen, og på fingeren var der bare en kridhvid streg.
En dag da temperaturen var et godt stykke over de 30º , kom stevedore¹ formanden ind i messen i kaffepausen  og sang:   ”I’m dreaming of a White Christmas”.

Det blev til en uge med hosten, hakken og spytten.
Nu om dage transporterer man det heldigvis i tanke og losser det stads på samme måde, som man blæser korn op i siloerne.
Gødningen og sodaen måtte ikke komme i forbindelse med hinanden, så da sodaen skulle oplosses, gik vi ofte i land for lige at lungerne og øjnene skulle have lidt fred for sodapartiklerne i luften omkring os.  
På et af disse ture havde vi begivet os til Christchurch omme på den anden side af bjerget. Vi havde taget bussen og var kørt igennem bjerget via tunnelen imellem byerne. Oplevede Christchurch på en halv eftermiddag, for derefter at begive os hjemad igen.
Da vi kom til tunnelen, måtte vi ikke komme igennem p.g.a. strejke, og bussen måtte ad den gamle hullede vej rundt om og  op over bjergkammen.  En fantastisk udsigt deroppe fra, ud over det sydlige Stillehav.
Da vi endelig kom tilbage til skibet, hev jeg den syngende stevedore¹ formand ind på kontoret og udbad mig en forklaring på, hvorfor personalet i tunnelen strejkede, samtidig med at havnearbejderne arbejdede.
Derude var det jo nu engang meget normalt med en sympatistrejke. Til det svarede han, at der ikke var noget at strejke for. Personalet for enden af tunnelen havde inkasseret det beløb, som tunnelen havde kostet at bygge. Kreditorerne betalt og tunnelfirmaet havde opløst sig selv, og personalet afskediget.
Så der var ikke noget at strejke for eller imod, idet pengekassen var tom og firmaet opløst.

Dagen efter kunne man kvit og frit benytte tunnelen.

1 stevedore = havne arbejder

Lam på New Zealand
Napier, i 1982

Efter Rundturen på New Zealand blev vi sendt af sted efter en last guanofosfat¹, der kunne afhentes på øen Nauru. En mindre ø tæt på ækvator, der for det meste består af fugleekskrementer, samt er hjemsted for en del offshore banker og anden lyssky skattetænkning eller forretning.
Der er ingen, der lider nød på Nauru.
Alt bliver importeret, og alle er ca. 20 % eller mere overvægtige. Alt manuel arbejde er man nu nødt til at betale sig fra, idet det nu er blevet forbudt at holde slaver. Meget imod deres polynesiske kultur, siger de. Så det meste af arbejdsstyrken kommer fra Gilbert øerne, ca. 130 sømil derfra. Ja, selv øens eneste taxa chauffør er fra Gilbertøerne, hans svoger kommer og afløser ham 14 dage om året, så han kan komme hjem til familien.
Da vi ankom til øen, opdagede vi, at der ingen havn var. Vi sejlede rundt om øen, samtidig med at vi forsøgte at påberåbe os lodsens opmærksomhed ved hjælp af de forhåndenværende midler. Alle på broen ki

ggede imod land i den forventning, at der skulle komme en båd ud derinde fra. Pludselig ser 2. styrmanden en udriggerkano forude. Der blev hurtigt lavet en afværgemanøvre, således at påsejling forhindredes. Men ak og ve, udriggerkanoen kom bare nærmere. Kaptajnen rettede kikkerten mod den, og til sin forbløffelse så han verdens mindste og måske eneste håndholdte lodsflag. Lodslejderens afstand til vandoverfladen blev nedjusteret, og en engelsk lods i hvid engelsk tropeuniform kom om bord med et kæmpesmil.
”Jolly good to see you, Captain”.
Det vidste sig, at lodsen havde flere kasketter samtidig. Han var den stedlige toldmyndighed, reprænsentant for havnemyndighederne, bemyndiget til at lede havneoperationer o.s.v. Altså tolder og farisæer i samme person.
Nu kom der skred i sagerne. Det viste sig, at vi ikke selv skulle fortøje skibet, men bare sejle et par enkelte mil, så kom der nogle både med fortøjningsgæng² og fortøjningsgrej. Vi skulle bare køre

 kranerne og ellers overlade gænget resten. Vi hev ekstra lange trosser om bord. 6 stk. forude og 6 stk. agter. Omkring lasteinstallationen, var der udlagt 12 kæmpe store fortøjningsbøjer. Bådene halede trosserne fra skibet ud til bøjerne for at fastgøre dem. Hvorefter de med skibets fortøjningsspil halede trosserne tot. Denne operation pågik i næsten 6 timer, førend de var færdig. Glemte jeg at skrive, at vi var meget tæt på ækvator, solen skinnede fra en skyfri himmel, og ikke en vind rørte sig.
Da vi endelig var færdigfortøjret, lagde hele gænget sig ned på tilfældige steder om bord med et stykke sækkelærred over sig og sov til dagen efter.
Lastningen foregik ved, at et lang transportbånd blev svunget ud fra klippeafsatsen og derefter strakt endnu længere ud (som når 2 stiger længde forskydes). Lugerne blev herefter åbnet, og båndet sat i gang. Ned i lastrummene kom nu guanoen.
Vi forsøgte at komme i land om aftenen uden held. De indfødte ville ikke have hvid mand på øen efter solnedgang, de ville have deres whisky for sig selv.
Næste morgen fik endelig en båd til at sejle os i land. Taxachaufføren kørte i ca. 20 minutter ad øens eneste vej, og vi var tilbage ved udgangspunktet. Ud imod stranden hele vejen rundt var der frodigt med palmer i strandkanten, og ind imod øen var der mange forskellige slags tropiske buske og træer. Herinde lå ret store og velholdte huse samt små forretninger. Det største, vi så, var flyvepladsen med verdens korteste landingsbane.
Derefter begav vi os ind på øen, hvor man gravede guanoen op. Jeg blev næsten helt forskrækket. Det lignede et månelandskab, eller rettere det, der var tilbage af øen. Efter ca. en times tid returnerede vi til skibet, efter at have hørt taxachaufførens livshistorie. Han talte uafbrudt til os, fra han så os, til vi var ude af  syne.
I mellemtiden var der kommet en del dønning fra Sydhavet, skibet arbejde nu så meget i fortøjningerne, at vi frygtede, de ville springe. Dette kan være meget farligt, idet forholdet er som trosse/menneske til elastik/flue. Men så længe Gilbert’neserne stadig lå tæt op ad trosserne uden at fortrække så meget som en mine, var der vel ingen fare. Om aftenen mente vi, at havde fået lasten ombord. Det var meget vanskelig at afgøre, idet amnings- og plimsoller³ mærkerne ikke ville forholde sig rolig p.g.a. dønningen. Vi sejlede flere gange rundt om skibet for at aflæse dybgangen og hver gang kom vi til et forskelligt resultat. Da vi om aftenen afsejlede, vidste overstyrmanden ikke, om vi var overlastet, eller om vi havde for lidt last med.

Vi kom til Tauranga 5 dage senere, og til vor overraskelse havde skibet lastet inden for 30 tons af 33.000 tons maximale mængde, vi måtte have om bord.
I Tauranga kom veterinærmyndighederne hver dag og skulle kontrollere, at frk. Koksmath stadig havde sin undulat.
En dag var den fløjet. Så hun måtte i al hast op til nærmeste fugleforretning og købe en, der lignede mest muligt. Aldrig har jeg set hende være så nervøs.
Efter at have losset en del af lasten fortsatte vi til Auckland og Napier.
I Napier skulle høkeren proviantere til næste rejse. Da vi endelig var færdige med at stuve provianten, kom han til mig på aftenvagten, og sagde, at der lige manglede et lam, som vi skulle have imorgen. Om ikke jeg lige kunne få vagtmanden til at bringe den op til kabysdøren og derefter ringe til ham, således at han omgående kunne få den lagt ind i kølerummet.
Senere på aftenvagten dyttede der også en ladvogn på kajen. Ned af ladet væltede der, hvad jeg troede var et lam. Vagtsmanden blev bedt om at afhente lammet, men kom tilbage med uforurettet sag, idet lammet var alt for tung at løfte ene mand. Vi måtte nu begge ned på kajen, hanke op i dyret og ikke bære, men slæbe det op ad gangvejen og hen til kabysdøren.
Høkeren blev behørigt varskoet.

Dagen efter serverede hovmesteren  ”lam”.

1  Guanofosfat = fugle efterlandenskaber

2  Fortøjningsgæng = Et hold der ved hjælp af trosse fastgør skibet til kaj eller bøjer.

3  Amnings- og plimsoller mærkerne = Tal og mærker påmalet skibssiden, som skibet må laste til, ellers er der risiko for at skibet synker, såfremt det møder uvejr

Maskinmester elevens skinnebens sår
Jeddah red.

Efter endt udlosning på New Zealand fik vi en rejse med blybarrer og zinkmalm fra Townswille til Avonmouth, England.
Englænderne havde brugt en del af deres blyreserver under Falklandskrigen og måtte derfor supplere deres slunkne reserver. Men sikke dog en tur. Vi sejlede indenskærs gennem The Great Barrier Reef. En meget stærk oplevelse at se revene passere skibet så tæt på, uagtet at man ligger lige i fyrlinien, efter jeg så det første gang, holdt jeg godt nok øje med rorgængeren fremover.
Ikke lang tid efter at lodsen havde forladt os i Torres Strait blev vi mødt af en let dønning. Skibet, der havde en meget stor stabilitet, slingrede da også derefter. Det fortsatte hele vejen op til Rødehavet. Der fik vi endelig ordentlig vejr igen, det havde vi for øvrigt haft hele vejen, såfremt stabiliteten ikke havde været så høj.
Skipperen havde lodset (efter hans egen mening) sit skib sikkert forbi Aden og gennem Bab el Mandeb.
Nogle dage senere ankrede vi op på Jeddah red og afventede en bunkers, der skulle komme med båd ud til os.
Vi lå nu helt stille, men uagtet dette kom en af vores maskinmesterelever slemt til skade med sit ben.
Han havde stået på et gelænder i maskinen for derved at kunne nå et stykke rør, der skulle bruges til en reparation et andet sted i skibet. Under denne operation mistede han fodfæste og faldt ned, hvilket resulterede i et meget stort skinnebenssår.
Han blev bragt til skibets hospital, hvor han blev tilset af overstyrmanden og undertegnede. Det så meget slemt ud. Hvis man løftede kødet til den ene side kunne man banke på benet, og løftede man den anden side, kunne man med en finger trykke på musklen. Vi besluttede at få ham på skadestuen i land. Men det var sværere end vi troede. For det første skulle søge visa til landet, indrejsetilladelse, noget der tager over 14 dage og så selvfølgelig være af den rigtige religiøseoverbevisning.
Det skal her lige bemærkes at Jeddah ikke ligger ret langt fra Medina og Mekka.
Trods adskillige forsøg på at få ham sejlet til land med henblik på at få ham på skadestuen, så lykkedes det ikke. Ikke engang bunkersbåden vil kendes ved ham. Så vi måtte lappe ham sammen, det bedste vi kendte.
Overstyrmanden bedøvede omkring såret med sprøjte og kanyle. Jeg gjorde nål og tråd klar, som den altvidne operationssygeplejerske. Overstyrmanden stak nål og tråd gennem huden og trak sammen. Gjorde klar til at binde. Her stoppede ham. Jeg kiggede lidt undrende på ham. Han måtte nu indrømme, at han ikke kunne huske, hvorledes knuden skulle bindes.
Vi talte lidt om, hvorledes vi skulle klare situationen, og det hele endte med, at vi bandt trådene sammen med russiske råbåndsknob.
4 dage senere kom vi til Suez kanalen. Her havde Skipper bestilt en rigtig doktor, der kunne tilse patienten.

Doktoren rose overstyrmanden for hans evner til at holde såret rent og måden, hvorpå hudfolderne var lagt sammen.
Dog ønskede doktoren, forinden han gik iland, lige at få lært, hvorledes man laver et russiskrå båndsknob.

  Solgte gamle og slidte fortøjnings trosser i Suez kanalen

Suez kanalen har altid været skillepunktet mellem den Europæiske  civilisation og Østens mystik.

De skibe, der skal fra Røde Havet til Middelhavet, sejler igennem Suez kanalen i konvojer .
Når man ankommer, skal man kalde op via radioen til Suez Port Control og meddele sin ankomst. Man får således tildelt en ankerplads, der er behørigt nummeret i søkortet.
Da vi kaldte Suez Port Control, fik et lidt udvisket svar. Skipper troede, at det var sprogproblemer, og uden at forhøre sig nærmere, remsede han alle skibets data op. Dette tager ca. 10 minutter, for de vil have alle detaljer. I den anden ende var der en lille kunstpause, forinden der blev svaret:
”This is your ships handler speaking, please state your requirements.”
Først blev kaptajnen rød i hovedet og derefter gasblå, for derefter at finde ud af, at han havde stillet radioen på den forkerte frekvens.
Da fik jeg lov til kalde Suez Port Control  på den rigtige frekvens.
Efter at have fået oplyst ankerpladsens nummer, ankrede vi. Dog synes jeg, at skippers manøvrer var lidt hidsige under ankringen.
Om bord kommer så kanalinspektører, Karantæne-myndigheder, immigrationsmyndigheder, security folk, agenter, skibshandler, handelsfolk,  elektriker, trosse båd og båd folk. Disse personer nævner altid, at de er meget vigtige personer, og bør derfor have en lille gave for deres ulejlighed. Gerne i form af Marlboro cigaretter. Derfor; hvis man hører om Marlboro kanalen, menes der selvfølgelig Suez kanalen
Dengang var det normalt at skipper og telegrafisten indklarerede skibet. Når alle papirer og formaliteter (cigaretterne) var i orden, sejlede de forskellige myndigheder over til næste skib på ankerpladsen. Skipper gik nu til køjs, for dagen begynder allerede kl. 0500 med at tage kanallodserne om bord forinden kanalpassagen.
Handelsfolkene forblev om bord, idet de havde opdaget nogle slidte og kassable trosser på agterdækket. Overstyrmanden og matroserne kiggede under deres jævnlige runderinger op til kaptajnens vindue. Og da endelig lyset blev slukket, gik man i gang med at forhandle pris med handelsfolkene. Sådanne forhandlinger under fremmed kulturel indflydelse kan nemt trække ud, og det var da heller ikke før i sidste øjeblik alle mente, at prisen var i orden.
Trosserne blev nu hurtigt firet med i en afventende båd, og pengene skiftede hænder i ly af mørket. Overstyrmanden delte pengene med matroserne, og takkede for godt samarbejde.

Efter at skibet var udlosset i Avonmouth, hvor Britta for øvrigt hentede mig, sejlede skibet til Antwerpen, hvor et dokophold og bundeftersyn ventede.  Der var da god tid til at gå iland, og man benyttede da også opholdet til forbrug af optjent hyre og det der ved siden af faldt af.
Allerede på første dagen blev skipper afæsket af politiet en forklaring vedrørende falske dollars sedler, der var kommet til byen. Sedlerne var fremdeles fremkommet på lidet sømandsvenlige steder, hvor man ikke så med pæne miner på en sådan spøg. Skipper, der ikke anede, hvad politiet talte om, forespurgte besætningen, heller ikke de kunne kende sagen. Alligevel havde en eller anden sagt noget, så skipper blev i håndjern ført fra skibet til videre afhøring.
Da sagen nogle dage senere, endelig var udredet, blev overstyrmanden i al hast afløst og hjemsendt for yderligere forklaring på skippers ydmygende gangart ned af gangvejen i Antwerpen.

Krigserklæringen.
Novovossisk, Sortehavet.

Det var på min første tur som overstyrmand, i et af Rederiet Nordens skibe og lige fyldt 27 år.
Vi havde haft en rundtur på Stillehavet fra Vancouver med svovl og gødning til Australien og derfra til Japan med kul, for derefter at returnere til Vancouver igen. Vores 1. Styrmand,  Ladefoged fra Limfjordens perle Fur, som jeg kendte fra Rydhave efterskole, skulle desværre hjem og afspadsere overtid og ferie.
Han blev afløst af en Islænding hvis navn jeg aldrig fik lært at udtale.
Islændingen glimrede med sine evner til at kunne drikke en flaske whisky på under 3 timer og med sit fravær fra vagten.
Det varede ikke mange dage, før han var ført i logbogen for beruselse og udeblivelse. Til Høkerens store ærgrelse kunne denne gode kunde nu ikke så meget som købe sig en eneste dråbe spiritus eller øl mere. Det skabte for en tid lidt orden i vagtstørnen om bord.
Vi ankom efter 21 dage til søs da også planmæssig til Australien med den sædvanlige last svovl og gødning. Islændingen led under den hedebølge, som var kommet til det store land, og gik derfor efter fyraften op på det lokale drugstore og forsynede sig med forbuden væske til indvortes brug. Det blev også mig for meget, idet han lukkede de forkerte luger op om morgenen og glemte at lukke dem inden fyraften. Så atter engang måtte jeg til at føre Islændingen i logbogen for beruselse på vagten.
En weekend, hvor lugerne var lukket, blev vi inviteret ud at dykke på Great Barrier Reef, af chartreren. Den ene halvdel af besætningen tog af sted om lørdagen og den anden om søndagen. Billetterne var meget dyre, og vi forstod først langt senere, hvorfor chartreren havde givet os denne herlige oplevelse. Han ejede nemlig halvdelen af det firma, der ejede båden, som sejlede os derud.  
Ombord på båden var en underskøn pige, der lejede dykkerudstyr ud. Jeg var meget tæt på at kunne leje rigtigt dykkerudstyr, men desværre lod hun sig ikke overtale ved hjælp af særdeles slesk tale og yderst venlig opførsel. Mit røgdykker certifikat manglede desværre også både den rigtige påtegning og stempel fra et internationalt dykkerforbund. Alt blev prøvet, men ligeså uimodståelig, som hun var, ligeså påståelig var hun. Så der blev desværre kun dykket med maske og snorkel. Men alligevel sikken en oplevelse. Den er og bliver ubeskrivelig. Det bør og skal opleves.

Chartreren var nu blevet så glade for skibet, og han havde fået en last brun råsukker fra Australien til Rusland op under neglene. Og hvem andre end os kunne klare denne store opgave, at flytte et læs råsukker på over 30.000 tons den halve jord rundt.

Tilbage til Islændingen, han begyndte igen at opføre sig normalt efter afsejlingen, og jeg tillod ham lidt mere ansvar.
Vel ankommet til Novovossisk i Sortehavet, via Torros strædet, Suez kanalen og Bosperus, blev vi kaldt op til skipperen for at få udbetalt de af os bestilte penge og fik dem alle udbetalt i 5 rubler sedler. Vi tog ikke ret mange penge op, hvorimod vi gik i land med 3 – 4 par cowboybukser på.
De yderste lag blev hurtig omsat for øl og vodka.
Islændingen lærte hurtig fidusen, og da han en meget sen aften skulle på nattevagt, blev han i beruset tilstand opholdt af tolderne i havneporten. Han blev behørigt visiteret for kontraband og anden ulovlig smuglergods. Under denne serenade fandt tolderen en 50 rubel seddel i hans venstre lomme. Stor opstandelse !! Tolk og militærkommissæren blev tilkaldt sammen med et par soldater.
De gik straks om bord og purrede skipperen for at afæske ham en forklaring på en gemen sømands mistænkelige omgang med kapital af denne størrelsesorden.
Det var ikke muligt for vores meget søvnige Skipper at afhøre Islændingen, idet han på dette tidspunkt kun kunne huske sit modersmål. Han blev derefter omgående sendt til køjs, og atter engang blev jeg sat til, at passe hans hundevagt.
Dette var første gang Islændingen generede Skipper.

Næste morgen, da Skipperen havde fået skænket kaffe og serveret spejlæg med sprød bacon, kom kommissæren tilbage for en afslutning af denne hændelse, således at han kunne afslutte sin nattevagt uden udestående. Islændingen blev purret og afæsket en forklaring. Jo, han havde såmænd vekslet lidt penge hos ”Moses” i Suez kanalen.
50 rubel sedlen blev konfiskeret, idet han ikke havde deklareret den på toldlisten, og ligeledes var det dengang forbudt at eksportere og importere russisk valuta. Således var sedlen jo aldeles ulovlig.
Da Skipperen returnerede til kaffe og spejlæg med sprød bacon, var alle 3 dele blevet kold.
Det var nu anden gang Islændingen generede Skipper.

Den følgende eftermiddag var han kommet sig noget over vodkachokket og blev sat på vagt. Vagten var kedelig, og engang imellem lyttede man til kortbølge-radioen. ”Voice of America” meddelte at Ronald Reagan atter havde vundet valget, Islændingen skrev hurtigt en seddel om hændelsen og afleverede det til soldatervagten neden for enden af gangvejen.
Nu var vagten ikke særlig bekendt med bogstaver, som vi nu engang havde lært dem, så han ringede straks til sin overordnede, der igen refererede til kommissæren på dagvagten. I hans overlevering må der have stået noget forfærdelig, idet han straks mødte op og purrede skipper midt i hans eftermiddagssøvn. Skændte ham hæder og ære fra på grund af denne kapitalistiske, imperialistiske ?ë°¸ƒÄ_{qôÑÐ?!!!!!! provokation
Stakkels tolk, han kunne knap følge med. Da Skipper så sedlen, genkendte han straks islændingens håndskrift og forklarede Kommissærens tolk situationen.
Da Kommissæren endelig fik oversat forklaringen, huskede han noget om en Islænding ved morgen overleveringen, og forbød straks Islændingen landlov. Skipperen returnerede nu til sin efter ham fortjente eftermiddags søvn.
Det var nu tredje gang Islændingen havde generet ham.

Kommissæren satte endnu ekstra bevæbnet vagt ved gangvejen, idet nu uautoriserede skibspersonel om bord ikke havde adgang til landet.
På en eller anden måde havde Islændingen fået en kontakt om bord, der forsynede ham med vodka, for efter sin eftermiddagsvagt var han i et særdeles gemytligt humør.
Islændingen fik efter aftenskafningen iført sig nogle ekstra par cowboybukser og begav sig ned ad gangvejen.
Da vagterne så Islændingen, tog de straks ladegreb, og først da gik det op for ham, at han var ”person non grata”¹. For derefter at returnere til skibet ad samme vej, som han var kommet.
I sin ærgrelse gik han og druknede sorgen oppe på dækket. Bandede på sit modersmål, for til sidst at smide en ca 2 meter lang bænk, lavet af 2 x 4 tommer tømmer², ud over skibssiden. Desværre var det ind på kaj siden, og bænken ramte ikke under 2 fod fra vagterne, der omgående tilkaldte ekstraordinær forstærkning i denne krigslignende tilstand.
2. styrmanden, der havde aftenvagten, havde set det hele ude fra forskibet og tilkaldte mig omgående. Jeg varskoede Skipperen om hændelsen. Han sad for øvrigt og så, en i Rusland forbudt sengekantsfilm.
Skipperen fik nu meget travlt med at afrigge og gemme både videomaskinen og filmen. Nede fra gangen kunne jeg nu høre 2. styrmandens skingrende panikagtige stemme
”Hæren kommer, hæren kommer, hæren kommer.”  
Mindre end sekundet efter at filmen var blevet stuvet af vejen, stod nu begge Kommissærer og kæmpede om at komme først gennem skippers dør. De talte begge i meget lang tid i munden på hinanden. Tolken var kun det halve tid om at oversætte, idet vi tror, at han af ren høflighed havde undladt alle bandeordene.
Jeg fik ordre om at lægge den nu meget berusede Islændingen i håndjern og føre ham til sit lukaf.

Det var nu  fjerde gang han generede Skipper.
Og det skete ikke mere, idet han samtidig blev fyret på stedet.
Jeg sad dagen efter i 4 timer og nedskrev hændelserne i skibets logbog, idet Islændingen ville lægge sag an mod skipper, besætning og rederi.
Da man fejrede Oktoberrevolutionen derover, kunne han ikke omgående komme af skibet men måtte vente med at blive landsat til skibet passerede Istanbul i Bosperus strædet.

Person non grata = Uønsket person

2" x 4" tommer tømmer =  5 cm gange 10 cm tyk tømmer

Manden fra Mars
Hollandsk bomtrawler nord for Hanstholm

En overgang sejlede jeg med fiskerikontrollen i danske farvande. 15 dage ude og 15 dage hjemme + sommerferie, i alt over 30 ugers frihed om året. Det var næsten som at være skolelærer. Men når vi var ude, så var der også 12 timer på vagt i døgnet alle ugens dage.
Jeg var mønstret på F/K ”Havørnen”, af mange kaldet Havneørnen, fordi den ikke egnede sig til sejlads i dårlig vejr. Men engang havde vi sneget os ud fra Hanstholm. Vi skulle partruljere langs den dansk-norske grænse i noget kedelig vejr. Ikke engang solen ville skinne den dag. Overskyet, SV-lig vind 12-15 sek/meter og 3 - 4 meters sø. Vi så kun nogle enkelte fiskere den dag. Alle andre havde vel hørt om vores kurs og fart, og kunne på den baggrund således beregne, hvornår de skulle være ude af området for at undgå kontrol. Skibet arbejdede hårdt i søen, og kaptajnen blev enig med sig selv om, at vi nok hellere skulle søge lidt ly for vejret i Jammerbugten. På vej derned aftog vejret, og vi fik set den fineste solnedgang over Skagerrak.
Kl. 1800 var der vagtafløsning og jeg fik lidt at spise, forinden jeg gik til køjs, idet jeg igen skulle havde vagten fra kl. 0000 til kl. 0600.
Kl. 2345 blev jeg purret ud og gik op på broen for at afløse min kollega. Det var lige så sort som natten i Afrika. Ingen trafik af betydning, så jeg satte mig tilrette i Skipperens stol foran radaren med en kop friskbrygget kaffe.
Hen ad kl. 0100 ser jeg et lille ekko på radaren. Det måtte vi nok hellere undersøge lidt nærmere, idet  afstanden til land var meget tæt på de 12 sømil. En times tid senere fik vi ham i kikkerten og opdagede til vores forbavselse, at det var en hollandsk bomtrawler. Nu var trawlerens afstand til land nede på 11 sømil, så jeg varskoede Skipperen. Søvnig kom Skipperen op på broen og tog bestik af situationen. Han beordrede fiskerikontrolløren samt mandskab klar til inspektion af trawleren. Den hollandske bomtrawler blev en ½ times tid senere entret af fiskerikontrolløren og hans kollega, uden at nogen om bord på trawleren opdagede det.
Under normale omstændigheder bliver man vel modtaget om bord af fiskerne, der giver en hånd med, når man skal op over lønningen eller skanseklædning. Skipperne derimod står altid i styrehusvinduet og siger, at de har rent mel i posen, så der er absolut og aldeles ingen grund til at spilde vores dyrebare tid om bord på  hans fiskekutter.
Kontrolløren og hans makker fandt vej i mørket op til styrehuset, bankede høflig på, og uden at få nogen svar gik man ind i styrehuset. Ej heller var her nogen, og man kiggede nu noget på hinanden, indtil man hørte en let snorken fra en af stolene. Heri sad en yngre mand (velsagtens skibsdrengen) på omkring 14 – 16 år og sov. Kontrolløren puffede lidt til ham og sagde høfligt godmorgen. Det samme svar fik han igen på hollandsk, samtidig med at drengen lettede det ene øjenbryn.
Der ligesom gik et par sekunder, så lå drengen ovre i et hjørne og skreg som en stukken gris. Da havde han fået øje på kontrolløren og makkeren iført deres orange lovbefalede overlevelsesdragter med reflekser og oppustelige redningsveste, bevæbnet og udrustet med lygter og tasker, som om de kom fra en anden planet.

 Historie under en gasproduktionsplatform.
Et malergæng uden sprog

I et af Rederies forsyningsfartøjer til boreplatformene var man af visse kosmetiske årsager blevet stillet et malergæng¹ til rådighed, eller et vedligeholdelsesteam som Rederiet ville udtrykke det. Disse personer er af udenlandsk oprindelse, i dette tilfælde fra Thailand. Thaierne har meget svært ved at lære sprog, dels p.g.a. tegnsætningen, der ligner det grønlandske, og måden at skrive det på ligner jo heller ikke det, vi er vant til. Så derfor er kommunikation en svær ting. Og hvis man nu for en gangsskyld har lært dem at gøre noget rigtigt, er man ovenud lykkelig. På dette fartøj havde overstyrmanden også fået lært vedligeholdsgænget at banke og slibe rust, forinden at der skulle males, og var en meget glad person, der så sig selv som leder af en eller anden pædagogisk institution engang ude i fremtiden. Thaierne derimod, de mente blot, at han kunne se den anden vej, for der var der ingen rust.

Det var en herlig morgen oppe på Fladen Grund, hvor der, udover at der kan fiskes nogle herlige torsk og rødspætter, også kan bores og produceres olie og gas til de sultne og udhungrede energiforbrugere. Solen var stået op kl.  0530, og thaierne var også oppe. De blev instrueret i den svære kunst at grundbehandle tæret stål, forinden der males. D.v.s. at rusten bankes af og overfladen slibes, indtil den er blank.  Kl. 0600  begyndte thaierne, at med banke rust oppe på øverste mast over styrehuset. Da arbejdet var sat i gang gik overstyrmanden til køjs, idet han havde haft nattevagten, og var desuden blevet afløst af skipperen, der ligesom thaierne var vel udsovet.
Fartøjet lå stille, og man afventede ordre fra boreplatformene. Op ad formiddagen fik skibet besked på at laste returgods til Aberdeen fra en af Shell gasproduktionsplatformene i nærheden. Da Skipperen havde lagt fartøjet i en fordelagtig position under platformens kran, begyndte en af Thaierne at slibe med vinkelsliberen, og gnisterne kunne ses overalt. Oppe på gasproduktionsplatformen kom en sikkerhedsofficer straks til stede og beordrede fartøjet uden for gasplatformens 500 metres sikkerhedszone. Skipperen var ved at få kaffen galt i halsen, da han hørte støjen fra vinkelsliberen og næsten samtidig blev kaldt op af sikkerhedsofficeren fra platformen. Ja, så var der i hverte fald en rimelig grund til at forlade scenen. Fartøjet sejlede de 500 meter væk fra platformen, og skipperen fik standset arbejdet i masten, hvorefter han ærbødigst meddelte sikkerhedsofficeren, at slibe  arbejdet var indstillet, og anmodede om tilladelse til at genoptage lastningen af returgods. Tilladelsen blev givet, og fartøjet bakkede ind under kranarmen og påbegyndte lastningen. Thaierne, der nu kedede sig, gik ned agten for styrehuset og fandt sig et sted, hvor de ikke kunne ses af skipperen, men kunne dog følge med i lastningen. Under denne utidige pause blev en af thaierne smøgtrængende, og som den naturligste ting tændte han sig en cigaret.
Oppe på gasproduktionsplatformen stod der nu ikke een sikkerhedsofficer, men 10, iført 10 hvide kedeldragter, med 10 hvide hjelme på og talende i 10 walkie-talkier.

Malergæng = normalt 6 Thaier med egen kok og en engelsktalende formand.

Mobiltelefon og cirkulærer fra Aberdeen til Macay

Når danske skibe ligger i havn, er det en stor fornøjelse at have det største og flotteste Dannebrog flag svajende ude agter. Det sker også, at man har et lille snavset stormflag liggende i et stores rum, til evt. drilleri.
Dette skete også i Aberdeen, hvor næsten den halve forsyningsskibsflåde lå inde for vejret. Som sædvanlig skulle det største af forsyningsskibene udsættes for lidt drilleri.

Nu ville skæbnen, at en ikke her navngivet Skipper var forflyttet fra Macaè (Campos oliefeltets basehavn), Brazilien til Aberdeen i Scotland. Hans kære, nøddebrune elskerinde var blevet efterladt i Brazilien.

Vagthavende matros Jensen gik på sin sædvanlige rundering rundt på dækket, da Per Matros fra ÅÅÅrhus kom forbi og sagde:
”Så kan du godt sætte vand over til kaffe”.
Matros Jensen gjorde som sagt og var yderst glad for lidt selskab i messen. Det var nogle år siden at de sidst havde sejlet sammen, så snakken gik livligt. Alt imedens Per Matros’s kumpaner, der havde gemt sig lidt derfra, gik om bord og skiftede det helt nye flag ud med en lille laset og beskidt Dannebrog ude agter. De dukkede lidt efter helt uskyldigt op i messen og drak resten af kaffen.
Den forflyttede Skipper havde set det hele ovre fra sit skib og ville aflægge Kaptajnen om bord et uskyldigt besøg under påskud af nogle uforståelige cirkulærer tilsendt fra Roderiet.
Skipper indfandt sig og gik op på broen sammen Kaptajnen. Man talte om løs og fast, indtil han ikke kunne nære sig længere.
”Har du nu igen overskredet budgettet”
”Nej, hvordan kunne den tanke falde dig ind??”
”Jo. Se nu flaget i har sat, det må stå skidt til her hos jer”
Så skal det ellers nok være, at messen blev ryddet.
”Kan så’n en Matros ikke engang passe på et flag?!. Hvorledes skal jeg kunne overlade dig vagten for hele skibet???. Ud på dækket med dig og pas din vagt”.
Alt imedens Kaptajnen havde været i messen for at give matros Jensen skideballen, havde Skipper ringet til sin nøddebrune elskerinde i Brazilien over Kaptajnens mobiltelefon. Da han hørte Skipperen komme op ad lejderen, lagde han røret ikke helt på, således forbindelsen ikke blev afbrudt.  Under et påskud  ang. nogle cirkulærer fra Roderiet, gik Kaptajnen atter ned fra broen for at finde papirerne, og det skal her lige siges, det tog sin tid at finde papirerne. For som sagt lå skibene inde for vejret, og da det havde været ‘møgvejr’ hele vinteren, har papirer det med at stuve sig uordentligt på dørken. Alt imedens Skipper havde en fornøjelig samtale til sin elskede i Brazilien,
‘free of charge’.

 På restaurant i Rio de Janeiro.
Skipperes kreditkort og en brasiliansk fluesmækker

En overgang var jeg mønstret som 1. Styrmand på et af Rederiet forsyningsskibe, der sejler proviant og stores¹ ud til store olieplatforme ud for Braziliens kyst. At vi så noget til Brazilien var synd at sige. A.P.Møller havde jo sit eget rejsebureau (Maersk Travel) engang, hvor vi i vores fri perioder kan bestille rejser hvorhen i verden vi vil, mod betaling selvfølgelig.
Jeg tog formiddagsflyveren fra Esbjerg til København, derfra til Zürich og med natflyveren derfra til Rio de Janeiro. Her landede vi kl. 0700. Kørte i taxa de næste 4 timer til Macaè før de 2 timers helikopterflyvning ud til oliefeltet. På olieriggen blev vi hejst ned på skibet og vores kollegaer hejst op til den ventende helikopter. De skulle hjem på afspadsering og ferie.  I 8 uger sejlede vi rundt ude blandt de mange boretårne, platforme, semi sub rigge² og boreskibe. Bragte lidt gods frem og tilbage mellem dem. Skibet var udstyret med 2 kæmpe store vandkanoner til brandbekæmpelse, så vi måtte ikke forlade området, medmindre vi kunne blive afløst af et lignende fartøj. Det fandtes ikke i 1000 sømils omkreds, så vi måtte blive i området. Om eftermiddagen efter at helikopteren var landet, skulle vi med skibet lægge os ved platformen og afvendte postsækkene. Dem skulle vi så sejle rundt og aflevere i løbet af aftenen og ellers bare være klar til indsats. Andet lavede vi ikke i 8 uger.  
Når vi skal afløses, er planen, at nå kl. 2200 flyveren fra Rio de Janeiro. Dette lykkedes for en gangs skyld ikke, så vi måtte overnatte på hotel, få udsat vores flybilletter og bookings m.v. Sultne var vi, efter indlogeringen på et hotel nær rutebilsstationen. Skipper kendte et sted i nærheden, hvor maden var udsøgt til favorabel pris. Vi blev bænket og fik en lille skarp "before dinner drink" (ren kaktusbrændevin). Humøret steg adskillige grader, idet vi var trætte og  havde være på vandvognen i 8 uger. Spisningen var udsøgt, et kæmpe salatbord med alt hvad hjertet kunne begære. Kødet var forskellige grillstege på spid, som tjenerne kom rundt og skar passende stykker af. Betjeningen, vinen og maden var udsøgt. En af de største spiseoplevelser jeg har oplevet til dato. Da overtjeneren kom med regningen, blev han overdraget Skippers kreditkort. Ham kom ret hurtigt tilbage med kvitteringen, der lige skulle underskrives. Her opdagede Skipperen, at beløbet var forkert. Overtjeneren beklagede dybt og returnerede senere med en ny. Denne var imidlertid også forkert. Nu bukkede overtjeneren endnu dybere og returnerede med en beløbsmæssig rigtig kvittering.
Skipperen udbad sig nu de 2 foregående kvitteringer. Overtjeneren virkede nu helt afvisende, og spurgte om man ikke stolede på restaurantens renomè. ”Nej” sagde Skipper på flydende portugisisk,  ”Der sidder garanteret en skriftkyndig ude bagved og efterligner min underskrift på de afviste kvitteringer”. Sveden sprang nu fra overtjenerens pande, samtidig med at alle andre gæste på restauranten kiggede på ham.
Nu fik Skipperen sine ugyldige kvitteringer, der nu kunne rives itu, således at de ikke kunne bruges igen.

Stores = Forbrugs gods om bord, alt lige fra tovværk til møtrikker og sæbe.

Semi sub rig = Borerig der holder sig flyende og kan derfor bore på meget dybt vand.

Anduvning af Port Elizabeth, New York.
Sømand med modsat fortegn.

 Jeg var kommet ombord på mit første containerskib, mønstret som 1. styrmand. Til min forbavselse var der en ret ung pige om bord. Jeg undrede mig en del over denne hændelse, idet pigen hverken gjorde rent eller udgav sig som medsejlende sømandshustru. Men jeg skulle blive endnu klogere. Minsandten om ikke hun var mønstret som skibsassistentelev, noget som ligner en mellemting mellem matros- og motormandselev. Hvordan en sådan een nu engang ser ud, ved jeg ikke, men førhen begyndte det med dæksdreng, jungmand og så letmatros inden man blev matros eller lemper, fyrbøder, motormand og donkymand.
Om bord var der også en del unge sømænd, og fristelsen for hende var åbenbart for stor. Hendes dør var ikke låst om natten.
Det blev der en del skærmsysler ud af, i særdeleshed blandt de unge løver. Ja, døren til hendes lukaf var en meget ”skrabet affære”.  Tingene gik så vidt, at det kom Skipperen for øre. Han reagerede prompte ved at fyre hende lige på stedet. Heldigvis fik overstyrmanden fat i Skipperen, inden blækket blev tørt, og underholdt ham en ½ times tid om ligestillingsrådet fortræffelige sanktions muligheder, såfremt de ikke fik deres intentioner opfyldt de rigtige prestigefyldte steder. Enden blev en mindre, mundtlig reprimande til løverne om ikke at ‘skrabe så hårdt på døren’.  Skaberiet  på døren fortsatte jo, selvfølgelig. Efter bare et par dages sejlads bliver kønne piger til supermodeller.
En ganske almindelig fredag på formiddagsvagten kom Skipper på besøg på broen hos vores 2. styrmand. Til hans forbavselse var der flere af besætningen til stede på broen, alle med en kikkert for øjnene. Nu fandt Skipper sin egen kikkert og afsøgte horisonten for interessante skibe, men fandt intet, indtil han ud af øjenkrogen så den nedadgående vinkel på de andre kikkerter. Da gik det helt galt.  Skipperen så hende kun iført: motorbriller, en meget lille BH og meget korte cowboybukser banke rust ude på fordækket.
Man kunne forledes i den tro, at 2. styrmanden lejede Rederies kikkerter ud for en mindre formue, alt imedens skibsassistenteleven arbejdede på fordækket.
Men ihukommende overstyrmandens lektion angående ligestillingsrådets fortræffelige sanktionsmidler, fik alle besked på at skrubbe tilbage til det stykke arbejde, de nu engang var i færd med, samt at lade kikkerterne stå.

Rejsen gik på hæld, og lodsen kom om bord ved Ambrose Lighthouse kl. 0700. Kl. 0800 var der vagtskifte, og skibsassistenteleven fik rortørnen til Skippers store irritation. Selv den unge 2. styrmand var henne og spørge til  hendes ve og vel, alt imedens hun stod til rors.
Skipperen, der nu stod i modsatte side af lodsen, sagde pludselig med højt og klar røst.  “I like Switzerland”
Lodsen blev meget forbavset over Skippers umiddelbare udtalelse og henvendte sig omgående til ham; “Hvorledes, hr. Kaptajn.”
“Der har kvinder ikke stemmeret”
Derefter holdt hun, hvad vi kalder, ‘lav profil’.  

 Avisen
Nyheder hjemmefra.

Om bord på ”Arnold Mærsk” havde man lige afskediget telegrafisten. Ikke på grund af svig og alm. ædruelighedsproblemer, men satellitterne ude i rummet havde simpelthen overtaget hans arbejde. Før i tiden blev alt morset ud til skibene, hvilket medførte at telegrafisten dengang var en meget vigtig person. Et enkelt glemt komma kunne ændre hele telegrammets mening og han skulle være ekspert i forkortelser. Skibet måtte heller ikke afsejle uden telegrafist, og han var da også en meget skattet person på afgangsdagene. Uagtet hvad Skipper eller Overstyrmand sagde vedrørende afgangstidspunktet, blev telegrafisten altid mands-opdækket i timerne forinden afgang. For så længe telegrafisten var i land, sejlede Skipperen ingen steder.
Udover at telegrafere havde telegrafisten også skibsregnskabet og som følge deraf også vores hyreregnskab om bord, hvilket til tider kunne afstedkommme flere ”beregnede og udregnede” episoder, end denne udgivelse ville kunne bære.
I dag indberetter vi det hele elektronisk til rederiet, der så derefter indsætter hele molevitten på hustruens konto til fri afbenyttelse.
Jeg var endnu ikke helt fortrolig med dette nye satellit modtagerudstyr om bord, men fik dog ret hurtig tillært mig visse færdigheder så som, at lave lidt tekst behandling på computeren, ordne en kabale og male skærmen i forskellige farver m.v.

Om bord var matroserne i gang med at male gangbroen mellem apteringen og garagen. Den var blevet behørigt afmonteret og sat på nogle svære bukke nede i baggården, rustbehandlet, primet og grundmalet efter alle kunstens regler. Og jeg skal indrømme, at den så rigtig flot ud efter denne tilbundsgående omgang.
Nu manglede den bare et par gange topstrygning.
Matros Kjeld aftalte med Overstyrmanden, at han på eftermiddagsvagten nok skulle male gangbroen færdig, alt imedens Overstyrmanden overholdt sine hviletidsbestemmelser. Kjeld susede ned i malershoppen, og i farten fik han fat i en gang Mærsk dæks rød maling, pensel og rulle. Bøtten blev vendt i vejret og rystet grundig, således at det ikke var nødvendigt med omrøring af malingen. Efter en lille times tid var 3½ times arbejde udført. Kjeld susede nu ud i en trossebunke under bakken for af få sig en efter hans mening velfortjent eftermiddagslur.
Overstyrmanden gik på søvagt kl. 1600 og kunne fra broen se ned på den nymalede gangbro, der skinnede, som den var nymalet, og blev herved bekræftet i troen på, at arbejdet var udført.
Næste morgen da solen stod op over Saudi Arabien, og skibet ville være fremme ved Jeddah lods station 8 timer senere, betragtede Overstyrmanden endnu engang gangbroen. Den så stadig meget nymalet ud, måske lidt som om malingen endnu ikke var helt tørt. Efter morgenvagten og morgenmaden var overstået, skulle han på dækket for at føre tilsyn med arbejdet. Morgenvagten havde allerede stillet sig i position foran gangbroen, som om der skulle skjules noget. Gangbroen var endnu ikke tør og slet ikke klar til sidste lag maling. Nu plejer der jo at være op imod de 30º varme i Røde havet, og tørring af maling burde være det mindste problem under disse forhold. Mysteriet blev derfor hurtigt opklaret, Kjeld havde glemt at komme hærder i epoxy malingen.
Nu var samarbejdet mellem Overstyrmanden og Matroserne excellent om bord, og for ikke at lave for meget ”rav” i den, lovede Overstyrmanden ikke at fortælle Skipper noget om hændelse.  
Da historien efter nogle dage kom mig for øre, var den kritiske situation overstået. Gangbroen blev tør efter en fornyet behandling med maling tilsat en ekstra skvat hærder og sat på plads.
Igennem Suez kanalen havde jeg lidt god tid. Jeg satte mig derfor til computeren og fik skiftet forbindelsen fra satellitten over det Indiske Ocean til satellitten over det østlige Atlanterhav. Her lå allerede dagens nyheder (Avisen) parat til modtagning. Jeg kiggede lige de vigtigste nyheder igennem på skærmen for derefter at redigere lidt i avisen forinden udskrivning.

Matroserne om bord på ”Arnold Mærsk” har i den forløbne uge været beskæftiget med forskning i een komponent epoxy maling. Resultaterne er enestående, dog har matroserne svært ved at overholde tørretids intervallerne.

Da Skipper til formiddags kaffen kom til ovenstående afsnit, gik det helt galt. Han havde netop taget sig en slurk næsten skoldhed kaffe, og samtidig med læsning af de internationale nyheder, ser han skibets navn med fremhævet skrift.
Kaffesprøjt over hele bordet, hans hvide uniforms skjorte blev lysebrun  og avisen gennemblødt af kaffe. Da udbrød han:
 ”Hva’ satan sker der her om bord og helt uden min viden, hvor f.... er den s.... overstyrmand??!!”

Når en Skipper, uden at han i forvejen ved det, ser sit skibs navn i avisen under de internationale nyheder, plejer det jo normalt at afstedkomme en vis lønnedgang.

En times tid senere blev jeg hevet ud af min kahyt med fynd og klem af Overstyrmanden.
Jeg blev derefter af overstyrmanden på det kraftigste forbudt at pille ved telexmaskinen fremover.
Ligeledes blev det over for mig på det kraftigste indskærpet, at redaktionen sad på Lyngby Radio.

Hellige køer
Bombay 1993

Containerskibet ”Arnold Mærsk” sejlede i, hvad vi kaldte Guf – Guf farten. Golfen – Golfen. Altså mellem Mexico Golfen og den Arabiske Golf.
En anden grund til man kaldte den Guf – Guf farten, var den enorme mængde overtid, der var om bord, hvilket blev meget værdsat. Jeg kiggede forleden på en gammel arbejdstidsseddel, 416 timer var den bedste måned på rundturen.
Ruten: Halifax, New York, Baltimore, Nordfolk, Charleston, Miami, New Orleans, Houston, Miami, Charleston, Nordfolk, Baltimore, New York, Algeciras, Valencia, Suez Kanalen, Jeddah, Jebbel Ali, Kuwait, Damamm, Bahrain, Jebbel Ali, Bombay, Jeddah Suez Kanalen, Valencia,  Algeciras, og så starter vi forfra med Halifax.

Skibet var udstyret med en garage agter, således man kunne køre gods og container ombord. Noget som oprydning af surringsgrej¹ i garagen kunne ment tage et par dage, og når man så samtidig skulle passe sin søvagt. løb der mange timer på. Og stakkels den Overstyrmand, der ikke var klar til at modtage last ved ankomst.
Vi kom på ruten også til Bombay (Bommeby) i Indien. Vi havde bl.a. en knaldrød brandbil med, den skulle blot køres ned af rampen og stilles på kajen. Men ak og ve. Rampen kunne vi ikke lægge ned, idet kajen var alt for høj. Selv om vi smed al ballast ud og lossede skibet, var kajen stadig for høj. Vi prøvede alt muligt, lige fra at lægge træstrøer² på kajen til at fjerne pullerter³. Det var simpelhen ikke muligt at køre brandbilen fra borde uden at ødelægge både skibets rampe og brandbil.
Modtageren stod nu med uforrettet sag og var meget ked af det. Så for at fornøje ham lidt, gav vi ham dog lov til at køre lidt rundt i garagen med brandbilen. Han stråede da også som en sol, da han gik ned af gang-vejen.
Overstyrmanden var af lidt kraftig støbning og meget madglad. Han gik i land en morgen og kom om bord igen sen eftermiddag, belæsset med krydderier som vi aldrig får at se i Danmark.
Det blev nogle herlige dage ved middagsbordet, hvor alle ens smags løg blev afprøvet, lige til grænsen hver gang.
En nat, da jeg havde vagt, synes jeg ikke at lastningen af container gik efter planen. Jeg spurgte formanden flere gange, hvorfor lastningen gik så langsomt. Der var skam ingen problemer, svarede han hver gang.
Jeg regnede nu ud, hvor mange løft vi manglede og dividerede det med antal løft i timen. Resultatet blev ret nedslående, og afgangstidspunktet ville blive engang i næste uge. Jeg forholdte dette facit for formanden, der hovedrystende benægtede facts. Han forklarede, at når den hellige ko, der lå på jernbanesporet vågnede, var den nok sulten og ville begive sig til lidt grønnere græsgange. Da ville de resterende container komme ind på terminalen med godstoget, og lastningen atter foregå med normal hastighed.

Surringsgrej = Kæder med kroge i, til fastgørrelse af last og container.

Træstrøer = Underlag af træ, som man stiller container på, således at de i uvejr ikke skrider.

Pullerter = Horn på kajen til fastgørelse af af fortøjnings trosser.

Mette Mærsk
En knækket hæk.

En kold og ufornøjelig tur over Atlanterhavet iblandt isbjerge, storme, forkølelse, tåge, overisning og med lavtryk som perler på en snor.
Da vi endelig kom til Halifax fra Bremerhafen, var vi svær overiset på de forreste luger. Da kranen skulle hejse foreste luge af, tog den gelænder og rækværk med sig i land. Isen var så tyk, at det ville tage matroserne måneder at hakke den op og smide den overbord og det ville tage et par uger inden tøvejret satte ind. Så smededrengene fik lidt at bestille på vejen sydover ned mod Panama kanalen. Godt, vi kunne pumpe ballast agter ud i skibet, for at kunne  kompensere for den øgede vægtforandring om bord.
I New York gik det ud over luge 2, forreste gelænder forsvandt sammen med lugen. Det blæste en NV-lig kuling oppe fra de Canadiske skove. –30ºF, sagde de i radioen, og så havde de ikke engang indregnet vindens afkølings faktor. Vinduerne på broen havde snart et tykkere islag på indersiden end på ydersiden. Gearkasseolien (fedtet) i radar scanneren var så stiv, at vi måtte sætte scanneren i gang med hånden, samtidig med at 2.styrmanden tændte radaren. Tæerne var stive af frost, idet jernet i vores sikkerhedssko ledte kulden direkte ind.  Selv i Baltimore og Nordfolk gik folk rundt med elefanthuer, termokedeldragt og vanter. Kedlen kunne knap nok følge med varmeforbruget på lukaferne om bord, samtidig med at den skulle holde fuelolien¹ varm.
Endelig passerede vi Cape Hatterras og mødte golfstrømmen. Alt tøede op, og lænsepumperne kørte på fuld tryk p.g.a. kondensvand overalt. Specielt i lastrummene med de mange kvadratmeter overflade på siderne og på containerne. I Charleston var temperaturen kommet et lille stykke over frysepunktet. I Miami fik vi oplyst, at appelsinhøsten ville slå fejl p.g.a. frosten, der havde hærget hele Østkysten af USA det år.
3 dage senere var vi i Panama, ankom til tiden og passagen op gennem sluserne, sejladsen på søen, gennem kanalen og ned gennem sluserne gik som planlagt.
Op langs den mellem amerikanske vestkyst til Long Beach nød vi solen og det 28º varme havvand i svømmepølen. Optøningen var nu fuldendt. Et døgns ophold i Long Beach, og vi var på vej mod Oakland.
Der fik vi rute vejledning fra Voldborg, han anbefalede os den ordinære rute op gennem Aleuterne og ned langs Kamchatkaøerne mod Yokohama.
Efter Oakland satte vi kursen op mod Beringshavet. Men ak og ve, et dybt, meget dybt lavtryk lå og ventede på os. 954 millibar vidste vejrkortet.
Som Skipper ”Long John” sagde.
”Så dyb at trommehinderne ville stå som balloner ud af ørerne, såfremt vi ramte det”.
Vi stampede os deropad i håb om, at den ville følge sin bane ind mod Vancouver  Island og derved udfyldes. Dette skete dog ikke, derimod lagde den sig stationært ca. 300 sømil vesten for Vancouver Island under stadig uddybning og med tiltagende vindstyrke. Og vi sejlede lige ret mod dens bagside. Voldborg fik et harm-dirrende telex fra Skipper. Han tilbage kom dog med forslag til ændring af ruten. Men det var alt, alt for sent. Sø, vind og dønning tiltog i styrke. Kl. 0200 varskoede jeg Skipper, der hurtigt kom på broen for at tage bestik af situationen. Maskinen blev varskoet, og farten reduceret yderligere. Kl. 0300 var det slemt, og Skipper overtog selv vagten. Jeg surrede lodsstolene, der på det tidspunkt allerede havde forsøgt at komme fra styrbord til bagbord side ved egen hjælp.
Skibet, vi her taler om, er en Panama maksimum, altså næsten 300 meter lang, 32 meter bred, gross tonnage på omkring 50.000 tons og kan medbringe ca. 60.000 tons last og indtil 1998 var det verdens største container skib.
Kl. 0400 kom overstyrmanden op på vagt, og jeg gik ned for at sikre radiostationen. Det så nu meget godt ud, og jeg fortsatte videre ned.
På overstyrmandens dæk blev jeg overfaldet af over-styrmandens potteplante, der kom flyvende igennem luften, da jeg kom ned af lejderen. Overstyrmanden havde været så letsindig ikke at have lukket døren til lukafet. Jord og grønne blade overalt på D – dækket. Da jeg fik fat i plante og potte, passerede hans kontor stol mig med en vældig fart. Den stoppede brat på maskinchefens dør med et kæmpe brag. Han lukke døren forsigtig op og så mig i færd med at skrabe lidt jord op i overstyrmanden potteplante.
”Hva’ f... var for en måde at banke på!”
Samtidig med dette hørte jeg et kæmpe, klirrende brag fra messen. Tallerkenrækken havde løsrevet sig, og ud fra den observation konstaterede vi, at vi resten af turen nok måtte undvære frokosttallerkenerne. Stewardessen, en ung pige på 19 år, betroede mig at hun fremover kun ville sejle inden for den 7. breddegrad på begge sider af ækvator.
>>
Nogle dage senere så jeg hende bruge en karklud som  en gulvklud og spurgte hende:
”Hvilken husholdningsskole hun havde gået på?”
”Jeg har ikke været på husholdningsskole, og det skal jeg så sandelig heller ikke på.”
”Nå!!, hvorledes vil du så anbefale dig, den dag du bliver giftemoden??”
Hun talte ikke til mig i flere dage.
>>>>>
Tilbage til historien.
På dæks kontoret havde en løsrevet kontorstol banket en stor bule i det brandsikre skot. Dørken flød med papirer fra mapper og hylder.
Vi fik ryddet nødtørftig op og gik til køjs.
Det er svært at sove, når gardinerne svinger 30º - 45º ud fra vinduerne. Men nogle magneter plejer at hjælpe på sagen.
Et døgn senere havde vi redet stormen af og var på hårdtvejrsinspektion. Under inspektionen opdagede overstyrmanden, at der var vand i den agterste tørtank (agterpeak). Tanken blev lænset og dækslerne afmonteret. Nede i tanken opdage vi en tværgående revne på ca. 10 cm. Hver gang skibet satte sig i søen åbnede revnen sig lidt, og så stod der en stråle af søvand ind i tanken. Det varede ikke længe, inden tanken blev kaldt ”Skipperens japanske have, med rislende vand”.
Vi opdagede ligeledes, at tanken havde været repareret før for en lignende skade, blot langskibs. I skibets papirer fandt vi skadesrapporten dateret et år forinden.
Hele vejen til Japan og videre til Singapore, måtte vi ned i tanken hver 4. time og se om revnen havde øget sin længde. Det blev til mange våde oplevelser, når man ikke fjernede sig i rette tide.
I Singapore lå skibet 1 uge for reparation ved Keppelværftet i Jurong West. Og da vi ikke måtte lave noget for værftet, holdt vi en lille miniferie der.
Da jeg kom hjem 6 uger senere, sad jeg en formiddag ude ved Skipper, og mens vi delte 2 pilsnere, ringede afløsende Skipper fra skibet, og spurgte:
”Kan man blive medlem af klubben?”
Da havde skibet atter engang ramt en vældig storm, oppe under New Foundland, og tørtanken havde atter fået en revne samme sted.
Den nye besætning fik nu 14 dages ferie i Singapore. Den mellemliggende tid blev brugt til at fabrikere en ny hæk², således at den var klar, da skibet kom til Singapore.

Fuelolie = Svær, fed og tyk olie som brændstof

Hæk = Bagdel af skibet.

Bunkring i Singapore
Det kan være noget fedtet noget.

I et af ØK’s skibe skulle de bunkre¹ brændselsolie i Singapore. Maskinchefen havde sin hustru om bord og i et uopmærksomt øjeblik lovet, at invitere hende op på Raffel Hotellet for at smage en Singapore Sling og mærke stemningen på et af de sidste steder i det fjerne Øst, hvor Englands stolte kronkoloni havde haft til huse. Ansvaret for bunkringen blev med bekymring uddelegeret til 1. skibsmaskinmesteren, der straks overlod opgaven til 3. skibsmaskinmester.
3. mester, der var en ung og ambitiøs mand og ikke uden kreative evner, mente sig selv næsten for god til opgaven.
Bunkerbåden kom om aftenen langs siden, fortøjede, man hejste slangen om bord og skruede enden på manifoldflangen². Drejede på de forskellige ventiler om bord, således at den ca. 60º varme olie ville blive ledt til de rette tanke. Pumpen på bunker båden startedes, manometeret på ledningen blev aflæst, og der var ingen modtryk, så olien løb jo frit om bord. Nu havde 3. mester lige et par andre ting at ordne, alt imens man bunkrede, og tiden må være løbet fra ham, da vagthavende styrmand og matros kom farende, og meddelte ham at der flød med olie mellem apteringen og 5 lugen. Tanken løb over, og ud igennem udluftnings røret flød sort, tyk og fed brændselsolie. Bunkerbåden blev omgående varskoet og stoppede straks pumpen. Man fik stoppet spygatterne og andre steder, således at olien ikke flød ud i havnen. Dette kunne jo medføre en eventuel retssag og dermed en længere fængselsstraf for forurening i et land, hvor det at tygge tyggegummi er forbudt.
Nu var gode råd meget dyre. Maskinchefen måtte ikke få noget at vide, da en oplysning af denne art ville kunne sætte 3. mesters karriere adskillige år agterud. Han og fruen var for øvrigt kommet om bord i løbet af natten og sov en meget tung søvn, idet fruen fik smag for ovennævnte drink og stemningen iblandt Singapores højere sociale lag.
Olien var nu ”buret” inde og man skulle i gang med op svøbning af denne fede olie, der bliver tykkere og tykkere ligefrem proportionalt med afkølingen.
Her kom 3. mesters kreative evner ham til hjælp. Han borede et hul i dækket, og man skrabede olien til hullet og ned i servicetanken.
Kort før daggry var man færdig med opsvøbningen og lukkede hullet med en træ prop, idet man ikke må svejse på en olie tank af hensyn til eksplosionsfaren.

Da kokken om morgenen skulle i provianten for at hente kød til dagens hakke bøf, var proviantrummet i løbet at natten blevet fyldt halv op med meget tyk, kold og svær  brændselsolie.

3.Mester havde glemt, at der var et dæk (etage) mellem det øverste dæk og serviceolietanken i maskinen.

Bunkering = Overførsel af brændstof til skibet, normalt olie i disse dage.

Manifold = Rør føring der leder olien til tankene, i dette tilfælde brændstoftankene..